Tidligere ulovligt racerløb er nu for hele familien

For tiende år i træk kører bilerne om kap i Esbjerg i påskedagene. Løbet var engang ulovligt - i dag er det for hele familien.

Langfredag er efterhånden blevet kendt som Striben-Esbjergs store dag. Her samles alle fartglade drenge og piger til det såkaldte streetrace. I år er det 10 år siden, at Striben-Esbjerg afholdte deres første Grand Opening. Arrangementet har tidligere trukket en del overskrifter, da det ikke har været helt lovligt, men det er det i dag, forsikrer formanden.

- Vi gør meget ud af, at det er et arrangement, hvor alle kan være med. Børnene skal have en slikpose - og far skal kunne prøve sin bil af på banen. Vi har i år fået professionelt tidtagningsudstyr, så alle kan få taget tid på deres bil, forklarer formanden for streetrace Morten Henriksen til TV SYD. 

Normalvis er det en dag, hvor mange møder op med deres velpolerede og topgejlede biler for at vise og teste, hvad de har gået og bygget på hele vinteren.

Arrangementet foregår langfredag mellem 14 og 22.