Til næste år bliver det endnu vildere: Græskaravler udvider drivhuset

Efter at have avlet nordens største græskar nogensinde udvider Jens Peder Skønager fra Ribe drivhuset til næste års kæmpegræskar.

Det var ikke spildt, da Jens Peder Skønager læssede sit kæmpegræskar på traileren og kørte fra Ribe til danmarksmesterskabet i kæmpegræskar i Tivoli i København. Græskarret vejede hele 970,4 kg og slog alle nordiske rekorder.

quote

Vi kommer faktisk op i den internationale liga, når man ligger oppe omkring et ton.

Jens Peder Skønager, pensionist og græskaravler

Det får dog ikke Jens Peder Skønager til at læne sig tilbage.

- Jeg er allerede begyndt at kulegrave 20 kvadratmeter mere, som skal indlemmes i drivhuset til næste år. Det er simpelthen for at få så stor en plante som muligt og få så stort et græskar som muligt, siger han.

Et kæmpegræskar kræver nemlig plads. Masser af plads. På de tre år, Jens Peder Skønager har dyrket kæmpegræskar, er drivhuset vokset fra 50 til 70 kvadratmeter, og det giver kun plads til én enkelt plante. Til næste år får græskarret hele 90 kvadratmeter at boltre sig på.

- Nu er det altid godt at vinde, det skal ikke være nogen hemmelighed, så det var rigtig sjovt, også fordi det var så stort, som det var. Vi kommer faktisk op i den internationale liga, når man ligger oppe omkring et ton, siger Jens Peder Skønager.

Sætter alt på en plante

Selvom Jens Peder Skønager med sit græskar i år har været blandt verdens største græskar, har han ingen backup, hvis den ene plante, han dyrker til konkurrencen til næste år, skulle gå til.

quote

Jeg har kun én plante og ét græskar, og hvis der går noget galt, så er det bare slut.

Jens Peder Skønager, pensionist og græskaravler

- Til næste år kan græskarret blive alt fra nul til adskillige hundrede kilo. Jeg har kun én plante og ét græskar, og hvis der går noget galt, så er det bare slut. Der er ingen garantier for noget, siger han.

Sidste år var det også Jens Peder Skønager, der vandt danmarksmesterskabet i kæmpegræskar. Dengang med et græskar på 446,3 kilo. Udover pleje og plads kræver sådan en præstation også, at græskarret har det rigtige ophav.

- Det kræver nogle fantastiske gener. Tro det eller ej, men på det græskarfrø, jeg har dyrket, kender jeg både navn og vægt tre generationer tilbage. Der er en komplet stamtavle på sådan nogle frø, siger han.

Rekorden for verdens største græskar blev sat i Tyskland i 2016. Det vejede 1.190,5 kg.