Tilskuerloft på 2.000 stopper årets grønne koncerter

Corona-restriktioner stopper nu også sommerens grønne koncerter i bl.a. Esbjerg og Kolding.

Arrangørerne bag Grøn har siden genåbningsplanen blev kendt natten til tirsdag i sidste uge arbejdet på at finde en løsning på at afvikle sommerens koncertkaravane ud fra en model, som Grøn præsenterede den 14. april. 

Det er grænsen på maksimalt 2.000 tilskuere i alt frem til udgangen af juli, der hindrer en gennemførelse af alle sommerens koncerter. Det oplyser arrangørerne Muskesvindfonden og Tuborg mandag formiddag i en pressemeddelelse.

Arrangørerne havde håbet på - og planlagt med - at kunne få 10.000 ind til hver koncert, hvor koncertpladsen ville blive inddelt i ti sektioner med 1.000 gæster

- Politikerne og sundhedsmyndighederne har besluttet sig, og det giver ikke mening at hverken tro eller håbe på en Grøn Koncert-åbning i den kommende tid. At Folketinget vælger at afvige i så væsentlig grad fra ekspertpanelets anbefalinger er dybt skuffende - særligt taget i betragtning af at man har valgt at sige god for at gennemføre andre arrangementer med større publikum i samme periode, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Grøn 2021 var planlagt med 16 koncerter i juli og august.