Tiltalt: De har misforstået mig

De ansatte på Jobcentret må have misforstået ham. Det var i store træk den forklaring, som en 35-årig mand kom med. Han nægtede at have truet med at sprænge Esbjerg Rådhus i luften.

Den 35-årige forklarede også, at store mængder kemikalier var indkøbt, fordi han kedede sig - og ville eksperimentere med kemi.

Trusler

Retten i Esbjerg indledte mandag sagen mod manden. Han er tiltalt for at have truet med at sprænge kommunale bygninger i Esbjerg i luften - og for at have fremstillet sprængstoffet TATP og for forsøg på at lave et andet sprængstof, ANFO.

Sagt noget uhensigtsmæssigt

Den lave, tætbyggede mand fulgte opmærksomt med, da anklageren, Dorte Amtoft Sørensen, fremlagde sagen.

- Jeg har ikke sagt direkte, at jeg ville sprænge rådhuset i luften, men jeg kan have sagt noget, der ikke var så hensigtsmæssigt. For eksempel, at jeg var ved at springe i luften, fortalte han.

Hjemmesider

Laboratorieudstyret og kemikalierne havde han købt, fordi han kedede sig under sygdommen.

- Jeg lå syg med hepatitis hos min mor og kedede mig. Derfor besluttede jeg at lave kemiske forsøg og ville forsøge at lave salpetersyre.

Om det fundne TATP forklarede den 35-årige:

- Det var en colaflaske, hvor halsen var skåret af, og som jeg brugte til at rense remedierne, når jeg havde brugt dem. Det må være den måde, at kemikalierne til TATP er blevet blandet.

Anklageren kunne dokumentere, at han havde besøgt flere hjemmesider med opskrifter på sprængstoffer, men også det blev forklaret med, at han surfede utroligt meget på nettet under sin sygdom. Hvordan en bombemanual var blevet downloadet på hans computer kunne han dog ikke forklare.

Kun en enkelt gang virkede den ellers høflige og velformulerede mand irriteret, nemlig da anklageren spurgte ind til, om han var inspireret af den norske massemorder Anders Breivik og havde henvist til ham under truslerne på jobcentret.

- Jeg kan ikke afvise, at Breivik blev nævnt, for det var det eneste, der kørte i medierne på det tidspunkt, sagde han hårdt presset.

- Jeg har ikke sagt, at jeg kunne finde på det samme som Anders Breivik. Jeg sympatiserer overhovedet ikke med ham. Han er en barnemorder.

Der falder dom i sagen i næste uge.

Ikke inspireret af Breivik