To kvinder anholdt: Drev bordeller i hele Jylland

To kvinder fra Esbjerg blev tirsdag anholdt og sigtet for at drive bordeller. Aktionen var resultatet af et tæt samarbejde mellem fem politikredse.

Efter længere tids forberedelse slog betjente fra flere politikredse i dag til i en koordineret aktion og anholdt to kvinder på 29 og 21 år fra Esbjerg. 

De to kvinder er nu sigtet for rufferi.

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket sagen gennem længere tid og fik ved dagens aktion assistance fra fire andre politikredse. Politiet har kunnet konstatere, at de to kvinder har drevet en række bordeller fordelt over hele Jylland, hvor udenlandske prostituerede har modtaget kunder.

Kundekontakt via internet

Kvinderne har fået kontakt med kunderne til bordellerne via annoncer på internettet. Efterforskningen har vist, at de anholdte har drevet bordeller i en periode og på den måde har opnået et større økonomisk udbytte.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan af hensyn til efterforskningen ikke i øjeblikket oplyse nærmere om aktionen og samarbejde mellem de i alt fem politikredse.

Anklagemyndigheden vil nu tage stilling til eventuel fremstilling af de to kvinder i grundlovsforhør.

Straffelovens § 233

Den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.