Topfotograf: Om liget i floden, pigen uden arme og bagsiden af den ultimative medalje

Søren Skov fra Esbjerg har fået den fornemmeste præmie for fotografer. Som den kun tredje i Danmark. Overrækkelsen fandt sted i Vejle.

Bump, siger det. 

Båden vipper kort faretruende ved sammenstødet. Søren Skov kigger ned og på trods af synet, løfter han nærmest som en refleks sit kamera og begynder at tage billeder. 

Liget ligger med ansigtet nede i vandet i Ganges-floden. Her hvor døden og livet går i ét. 

- To dage senere ser jeg noget - måske et dyr - på togsporene på en tur til Jaipur. Et hund snuser til det og løber så med et ben. Helt bogstaveligt. Det er en død mand, der ligger der. Indien er noget for sig, fortæller Søren Skov. 

Klik - Livet i øjnene

Sine fotos af liget har han aldrig brugt. Hans speciale er ikke døden. Men livet. Livet i en rumænsk landsby. Som den gamle fårehyrde, der vågner og kigger ud fra sit dække af lammeskind omgivet af sine får. .

Billedet af den rumænske fårehyrde har været optaget i National Geographic.
Billedet af den rumænske fårehyrde har været optaget i National Geographic.
Foto: Søren Skov

Livet i en brandmands ansigt i Ribe, efter at han har knoklet med at slukke en brand. Mon der var nogen, der mistede livet i branden? Eller livet i en fattig piges øjne, mens hun står udenfor en hytte - hendes families hjem - med en hund, der dovent glor på fotografen Søren Skov. 

Klik - Pavestolt, men...

I hans digitale "mørkekammer" - et værelse i hjemmet i Tarp ved Esbjerg - hænger et hav af priser og medaljer. Fra 1986 til 2019 har han fået 96 præmieringer på 420 billeder. Og det er mange. Rigtig mange. Og her tæller vi ikke de internationale præmier med. Kun de nationale. Resultatet af 41 års tryk på kameraets udløser. 

- Jeg er Nikon-mand. Altid Nikon, siger han med et smil. 

Billedet af brandmanden Henrik fra Ribe er et af de mange Søren Skov-fotos, der har fået en række præmier.
Billedet af brandmanden Henrik fra Ribe er et af de mange Søren Skov-fotos, der har fået en række præmier.
Foto: Søren Skov

Snart hænger der en præmie mere. En Master SDF Platinum. Den ultimative. Som kun to andre i Danmark tidligere har modtaget.

Han er naturligvis pavestolt, men der er en bagside på medaljen. 

- Hvad nu? Nu kan jeg ikke nå højere op. Der er ikke vigtigere priser at vinde. Jeg er bange for, at jeg mister min motivation, siger han. 

Trump demonstration, kalder Søren Skov dette fotomanipulation, hvor baggrunden er taget fra Colour Run i Esbjerg for nylig.
Trump demonstration, kalder Søren Skov dette fotomanipulation, hvor baggrunden er taget fra Colour Run i Esbjerg for nylig.
Foto: Søren Skov

Klik - Fattige fanget på fotos

Den 66-årige fotograf har rejst ret så meget. Indien, Cuba, Kenya, Sydamerika. Og over 40 gange til Rumænien. Et land, der har fascineret ham. Men også kunne tilbyde ham mange motiver af den slags, han elsker. Af folk, der lever på kanten af samfundet. 

- Det var et fyldt spisekammer af billeder, der lå lige foran mig. Det gav mig da også de tre første jyske mesterskaber, siger han. 

Hustruen Hanne bemærker tørt: 

- Søren kan ikke få det fattigt nok. 

En bådtur på Ganges fik et uventet udkomme: Et møde med Døden - som den kan se ud i Indien.
En bådtur på Ganges fik et uventet udkomme: Et møde med Døden - som den kan se ud i Indien.
Foto: Søren Skov

Klik - Gå tæt på

I mapperne i "mørkekammeret" er der tusinder af fotos. Masser af dem portrætfotos. Cigarrygende kvinder fra Cuba. Nirvana-søgende kloge mænd fra Indien. Romaer fra Rumænien. Groteske klovne i Esbjerg.

Helt tæt på. Søren Skovs råd til fotografer er simpelt. "Gå tæt på. Når du føler, du ikke kan gå længere. Så går du endnu tættere på."

Klik - Pigen, der ramte Sørens hjerte 

Det var på en rejse til Rumænien, han mødte en pige, der skulle følge ham i 27 år. Ana Maria. På "Skole 8" - en skole for handicappede piger - sad hun ved en pult og prøvede krampagtigt at skrive på et stykke papir. Meget krampagtigt, da hun manglede sine underarme. Overladt til en usikker skæbne i Ceauşescus ludfattige diktatur.

Foto fra Søren Skovs første møde med Ana Maria. En historie, som har været bragt i TV SYD.  
Foto fra Søren Skovs første møde med Ana Maria. En historie, som har været bragt i TV SYD.  

Mødet med pigen - dengang seks år - ramte Søren Skov i hjertet, og han kunne ikke slippe tanken om hjælpe hende. En forening blev oprettet og takket være et netværk - deriblandt bandagisten Ketil Næsborg Andersen fra Sønderborg - lykkedes det at give hende kunstige arme - som skulle udskiftes, efterhånden som hun blev ældre - så hun kunne komme gennem sin uddannelse. 

Ana Maria har flere gange fået nye kunstige arme. Her er hun med bandagist Ketil Næsborg Andersen. Foto: Søren Skov
Ana Maria har flere gange fået nye kunstige arme. Her er hun med bandagist Ketil Næsborg Andersen. Foto: Søren Skov

I dag er hun 33 år og klarer sig selv. Med succes. 

- Men hvad pokker skulle hun have gjort, hvis vi ikke havde hjulpet hende. De havde helt klart opgivet hende i Rumænien, og "den slags" skulle man ikke bruge penge på. Sådan var holdningen. I dag har hun et godt job, drøner rundt på cykel og klarer på alle måder sig selv, siger Søren Skov med stolthed. 

Historien om Ana Maria er i øvrigt også blevet fortalt med TV SYD. 

Se det seneste tv-indslag om Ana Maria 

Klik - Foredrag 

Nikon-kameraet bliver ikke lagt til side. Det er en del af ham selv. Men den nye udfordring for ham lige nu er at holde foredrag om sine fotos. Søren Skov har masser på hjerte - og en masse gode historier fra sit 41 år lange liv som fotograf. Nu hvor han snart går på pension. 

Selskabet for Dansk Fotografi (SDF) er ...

...en af Danmarks største fotoorganisationer for aktive amatør- og professionelle fotografer.

SDF har mere end 2.200 medlemmer fordelt på mere end 50 medlemsklubber landet over.