Træner stopper i Esbjerg Ishockey efter syv sæsoner

I de seneste syv år har Mark Pederson været cheftræner i ishockeyklubben Esbjerg Energy, men nu er det slut.

Ishockeyklubben Esbjerg Energy skal have ny cheftræner.

Mark Pederson stopper som træner i klubben, hvor han har været i syv sæsoner. Det oplyser Esbjerg Energy i en pressemeddelelse.

Mark Pederson nåede at vinde to guldmedaljer med Esbjerg og en sølvmedalje.

Esbjerg-formand Søren Toft Mathiasen takker den afgående træner for sin tid i klubben.

- Mark kom med en meget professionel tilgang, og han har åbnet døren til mange agenter i hockeymiljøet, så der også internationalt er skabt et kendskab til vores måde at gøre tingene på.

- Derved er vi blevet attraktive, og vi skylder Mark en stor tak for et fantastisk samarbejde, siger Søren Toft Mathiasen.

Ishockeysæsonen blev brat afbrudt på grund af coronapandemien. Og Esbjerg-ledelsen benyttede pausen til at revurdere holdsammensætningen og trænerpositionen.

Den kommende sæson byder på et anderledes budget, forklarer formanden.

- Til hver sæson skal vi sammensætte et nyt hold, og i år skal vi også finde en ny trænerkonstellation. Når alt er åbent og skal gentænkes, bliver man kreativ, og nye løsninger udvikles.

- Vi har været i tænkeboks i forhold til vores muligheder for fortsat at skabe sportslige resultater, udvikle spillerne og give intense oplevelser til alle, der brænder for hockey.

- Vi ønsker således at bringe nye idéer ind i omklædningsrummet, og vi har afsøgt forskellige veje, og det tegner meget positivt, siger formanden.

Esbjerg har en klar forventning om, at klubben inden længe kan offentliggøre en ny træner.