Travl morgen for politiet: Huse antændt af lynnedslag

Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder netop nu på at slukke flere brande i politikredsen. To brande skyldes lynnedslag, melder vagtchefen.

Mens de fleste nyder at kunne sove længe og starte weekenden med en varm kop kaffe, så har Syd- og Sønderjyllands Politi haft en noget mere travl lørdag morgen. Tre brande er politiet rykket ud til de seneste to timer, fortæller vagtchef Allan Dalager ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Et uvejr med en række lynnedslag har ramt den vestlige del af politikredsen, og politiet formoder, det er lynene, der har antændt henholdsvis et sommerhus og en privat bolig.

DMI melder om i alt 497 lynnedslag på dagens første otte timer. Og det giver altså politiet travlt på vestkysten, hvor lynene slår ned.
DMI melder om i alt 497 lynnedslag på dagens første otte timer. Og det giver altså politiet travlt på vestkysten, hvor lynene slår ned.
Foto: DMI

- Vi har et stråtækt sommerhus i Vejers og en privat bolig i Ribe, som der er udbrudt brand i her indenfor kort tid. Vi formoder, det er lyn fra det uvejr, som har ramt vestkysten, som har startet de to brande, siger Allan Dalager til TV SYD.

Voldsom gårdbrand

Klokken 06.22 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi også en melding om en voldsom gårdbrand i Notmark ved Augustenborg. Den brand er nu under kontrol. Her er brandårsagen dog endnu ikke kendt.

- Dyrene er blevet reddet ud, så der er ingen fare for hverken mennesker eller dyr. Nu er brandvæsenet så ved at lave en såkaldt kontrolleret nedbrænding. Vi er stadig ved at undersøge brandårsagen, oplyser Allan Dalager.

I videoen øverst fra SønderborgNYT kan du blandt andet se, hvordan heste blev trukket væk fra gårdbranden ved Augustenborg tidligere på dagen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.