Tre børn i fyrværkeriulykker: Nu advarer oversygeplejerske

Tre børn har allerede været indblandet i fyrværkeriulykker. Nu står ledende oversygeplejerske frem og opfordrer alle til at passe på.

Inden nytår har to børn i Esbjerg og et i Aabenraa allerede være indblandet i fyrværkeriulykker.

Fredag havde sygehuset i Esbjerg behandlet de første to fyrværkeriskader hos børn. Lørdag blev en dreng også behandlet for fyrværkeriskader i Aabenraa.  Drengen blev behandlet for forbrændinger ved øret og ansigtet.

De fem fyrværkeriråd:

  1. Brug altid beskyttelsesbriller
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: www.fyrvaerkeri.dk

- Skaderne er ikke som sådan alvorlige, men det er alvorligt nok, at de i det hele taget kommer til skade, siger Christian Jørgensen, ledende oversygeplejerske og chef for skadestuen i Esbjerg, Sydvestjysk Sygehus.

Sidste år havde skadestuen i Esbjerg 11 nytårsrelaterede skader - tre af dem var skader på børn.

Christian Jørgensen opfordrer alle til at være påpasselig, når man skyder fyrværkeri af, og holde sig fra ulovligt krudt.

- Det allerbedste råd er, at det er de voksne, der håndterer nytårskrudtet. Nytårskrudt er bestemt ikke legetøj. Det er rigtig farligt, hvis det bliver håndteret forkert.

Derudover advarer Christian Jørgensen mod at have drukket alkohol, når fyrværkeriet skal skydes af.

- Det er generelt rigtig godt ikke at blande alkohol og fyrværkeri sammen. Det er en vildt dårlig cocktail. Selvom det kan være svært at undgå, så sker mange ulykker bare i den kompination, siger Christian Jørgensen.