Tre filmfans er ikke i tvivl: Fem ud af fem stjerner til ny biograf

Streamingtjenesterne - som Netflix, HBO, Via-Play og andre - får kamp til stregen af Nordisk Film, der nu opruster med ny biograf i Esbjerg til 100 millioner kroner.

Man går direkte ind i slikafdelingen, hvor en stor popcorn-station producerer på livet løs til de kommende biografgængere.

- Man kan jo ikke gå i biografen uden popcorn, siger den 20-årige gymnasieelev Julie Vagner Holmene.  

Popcorn-stationen skal nok komme på arbejde fremover. Film i biografen og popcorn hører nemlig sammen.
Popcorn-stationen skal nok komme på arbejde fremover. Film i biografen og popcorn hører nemlig sammen.
Foto: Finn Grahndin

Billetterne er købt på forhånd på nettet, så den del er klaret.

Biografdirektør Finn Hansen tager imod de tre kvinder, som TV SYD har inviteret indenfor til en slags for-premiere på biografen, der har galla-premiere i aften og først åbner for publikum mandag. 

- Vi glæder os sindssygt meget, siger han. 

Langt færre sæder, men...

Den nye biograf ligger i shoppingcentret Broen.

Før lå den på Gl. Vardevej med svømmestadion Danmark som nabo.  Den nye er med sine 3.200 kvaratmeter større end den gamle på 2.600 kvadratmeter. Den nye har én sal mere: Otte.

Men det mest bemærkelsesværdige er antallet af sæder. Den gamle havde 1.180. Den nye har kun 645. De fylder til gengæld meget mere for at give plads til filmfans. 

Biografdirektør Finn Hansen er stolt og ydmyg over at skulle være leder af den topmoderne biograf.
Biografdirektør Finn Hansen er stolt og ydmyg over at skulle være leder af den topmoderne biograf.
Foto: Finn Grahndin

- Det er luksussæder, der kan indstilles af biografgængeren selv. Så man kan både få en fodskammel og den form for nakkestøtte, man har lyst til, fortæller Finn Hansen.

- Aaaaahhhh. Nu er jeg klar, siger 45-årige direktør Sofie Jansen, da sædet folder sig ud og nærmest omdanner sig til en seng.   

Biografsæderne kan folde sig ud som. Næsten som man har lyst til.
Biografsæderne kan folde sig ud som. Næsten som man har lyst til.
Foto: Finn Grahndin

Fjenden har succes 

Desuden er lydsystemet blevet forbedret. Og billederne fremstår nu endnu bedre og skarpere end før.

De tre kvinder får syn for sagn, da en trailer kører hen over lærredet.  

- Det er fantastisk med de her sæder og lyden, den er virkelig god, siger 18-årige gymnasieelev Cirkeline Holm.

Julie Vagner Holmene: - Jeg streamer meget. Både film og serier.  
Julie Vagner Holmene: - Jeg streamer meget. Både film og serier.  
Foto: Finn Grahndin

Biografernes værste fjende er streamingtjenesterne - for eksempel Netflix, HBO og Viaplay - der lokker med film, der kan ses på computerskærmen eller på tv derhjemme i sofaen. De har stor succes og holder folk hjemme.

Modsvaret fra biograferne - Nordisk Film og Cinemaxx - er at give filmfans en endnu bedre sanseoplevelse. Som her i Esbjergs nye biograf til 100 millioner kroner. 

Når det skal være ekstraordinært

- Jeg streamer meget. Både film og serier. Men når jeg vil have noget ekstraordinært, så tager jeg i biografen, så til enhver tid...hvis jeg vil se en god film, så skal det være i biografen, siger Julie Vagner Holmene.

Cirkeline Holm: - Her kan man ikke bare pause filmen.
Cirkeline Holm: - Her kan man ikke bare pause filmen.
Foto: Finn Grahndin

- Forskellen er jo, at her i biografen kan man ikke lige pause den og gå og lave noget andet, som man kan derhjemme. Her skal man se filmen i én køre.

Hvad er bedst?  

- Biografen. Helt klart. Her får man de største oplevelser, siger Cirkeline Holm. 

Fan af biografen 

Sofie Jansen streamer ikke. Både fordi hun ikke har lyst, og fordi hun ikke ved, hvordan man gør. 

- Jeg er til god gammeldags biograf, og jeg elsker at se film i biografen. Her bliver man fyldt med en god historie, slapper af, og man er blevet mega-underholdt. Biograf - det 100 procent mig.

Sofie Jansen: - Jeg er til god gammeldags biograf.
Sofie Jansen: - Jeg er til god gammeldags biograf.
Foto: Finn Grahndin

Det er ord, der glæder biografdirektør Finn Hansen. 

- Vi er stolte over, at kunne præsentere de her ting som de første i Danmark. Noget i en stil, som kun vi har, så vi glæder os da til at høre, hvad publikum her i regionen siger til det, siger han.  

Stjernedrys

De tre kvinder får lov til at anmelde den nye biograf med filmstjerner. Fra 0 til 5. 

- Så bliver det fem. Det er helt sikkert, siger Sofie Jansen. 

- Også fem, siger Julie Vagner Holmene og hendes klassekammerat Cirkeline Holm nikker.

- Fem. Afgjort, siger hun.

Antal solgte biografbilletter i Danmark

  • 2015: 13,8 millioner 
  • 2016: 13 millioner 
  • 2017: 12,4 millioner 
  • 2018: 13 millioner.