Tre kommuner: Nu skal vandproblemet løses - sammen

De tre Kongeå-kommuner, Esbjerg, Vejen og Kolding, danner en Kongeå-komité for at finde løsninger på de store vandmængder, der havner i Esbjerg Kommune.

Kongeåen er fyldt med vand. Du har nok selv set billederne fra Ribe og andre steder. 

Nu vil de tre Kongeå-kommuner, Kolding, Vejen og Esbjerg, mødes den 24. marts for at finde ud af, hvordan de sammen kan løse problemet. Eller i det mindste gøre noget ved de store vandmængder, når Kongeåen igen bliver fyldt op, næste gang det står ned i stænger i dagevis. Eller månedsvis. 

- Det giver god mening at se på vores vandløb - som Kongeåen - som helhed. Vand kender ikke kommunegrænser, og det er jo ikke rimeligt, at vi i Vejen Kommune hælder alt vores vand i hovedet på Esbjerg Kommune, siger Vagn Sørensen (V), formand for udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.Ny grænse: Tyskland og Vandland

Foregangskommuner 

I Kolding Kommune håber formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Birgitte Kragh (V), at staten vil bidrage økonomisk, så de tre kommuner kan lave et fælles projekt, der gør dem til foregangskommuner for andre kommuner i Danmark. 

- Vi i Kolding modtager vand fra Vejle Kommune og har stor efaring med at samarbejde om udfordringerne, siger hun.  

Kongeåen udspringer i Kolding Kommune. Den får en masse vand tilført gennem Vejen Kommune og oversvømmer marker og byområder i Esbjerg Kommune. Især i området nær Ribe.  

Ud med lavbundede jorde

Kongeå-komiteen skal værne om vandløbet. Men også tage hensyn til afvandingsbehovet, mener Vagn Sørensen. 

Han peger samtidig på, at det ikke er en løsning i sig selv at grave Kongeåen dybere.

- Vi må se på mulige måder at forsinke vandet på. Og der er næppe tvivl om, at vi skal have taget nogle af de lavbundede jorde ud af landbrugsdriften, siger Vagn Sørensen. 

Løsning i fællesskab 

Komiteen vil have seks medlemmer i alt. To politikere, to embedsmænd og to personer fra Det Grønne Råd i hver kommune. 

- Et samarbejde mellem kommunerne er den eneste vej. Vi må løse det her i fællesskab, siger han.  

Kongeåen: 

  • 60 kilometer langt vandløb. 
  • Udspringer fem kilometer sydøst for Vamdrup i Kolding Kommune.
  • Danner grænsen mellem Sønderjylland og det øvrige Jylland.
  • Efter Foldingbro og Gredstedbro løber åen i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet 10 km nordvest for Ribe.
  • Det største tilløb er Vejen Å fra nord.