Tre unge mænd skal i fængsel for salg af kokain

Tre mænd på 21, 21 og 25 år blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg sendt i fængsel i en sag om besiddelse og salg af kokain i Esbjerg.

En 21-årig mand fik 10 måneders ubetinget fængsel, mens den anden 21-årige og den 25-årige fik ubetinget fængsel i tre år.

De to mænd, der blev idømt tre års fængsel, er fundet skyldige i at have solgt ikke under 508 gram kokain, mens alle tre blev dømt for at have besiddet lige under 100 gram kokain med henblik på salg.

De tre dømte har alle relation til bandemiljøet i Esbjerg. Trods dette kom anklagemyndigheden ikke igennem med en påstand om opholdsforbud i bestemte dele af Esbjerg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 21-årige, der blev idømt 10 måneders fængsel, er tyrkisk statsborger. Han fik i forbindelse med dommen en advarsel i medfør af udlændingeloven og risikerer udvisning ved fortsat kriminalitet.