Trodser ungdomssløvsind: To teenagere går 230 kilometer for miljøet

Til hverdag går de to spejdere meget op natur og klima, nu vil de samle penge ind for at finde bedre energiformer.

To friske teenagere fra Esbjerg har dedikeret deres sommerferie til et højere formål. Emil Julius og Mikkel Overbeck er taget på en lang gåtur til fordel for miljøet.

- Vi vandrer hele vejen fra Esbjerg til Aalborg for at samle penge ind til bæredygtig energi, fortæller Mikkel Overbeck på 16 år til TV SYD.

De to teenagere modtager både sponsorater for hver kilometer de går, som de vil donere til miljøorganisationen Vedvarende Energi.

- Først og fremmest forventer vi en fed oplevelse, og så regner vi med en masse opmærksomhed om klimaet og de problemer, der er i verden, siger Mikkel Overbeck.

- Vi vil gerne have, at vi har en klode at leve på, og at den også er der til vores børn, supplerer Emil Julius.

Regner I med at det nytter noget?

- Hvis ikke det gør en stor forskel, så i hvert fald en lille forskel. Så længe det får mere opmærksomhed, så tror vi på, at det gør en forskel, siger Mikkel Overbeck.

Mikkel og Emil håber på at kunne samle 15.000 kroner ind, som de vil donere til Vedvarende Energi. Inden dagens afgang havde de samlet over 11.000 kroner ind.