Troels Bech udtager vraget Esbjerg-anfører mod Randers

Torsdag udtog Troels Bech truppen til fredagens superligakamp hjemme mod Randers FC, og her var anfører Markus Halsti med blandt navnene.

Troels Bech varsler ikke revolution til at starte med som ny cheftræner i Esbjerg. Men ændringer kan være på vej.

Torsdag udtog Troels Bech truppen til fredagens superligakamp hjemme mod Randers FC, og her var anfører Markus Halsti med blandt navnene.

Halsti har endnu ikke spillet en kamp i 2020, som har været afbrudt af coronapandemien i flere måneder.

Efter coronapausen og Superligaens genstart har Halsti heller ikke været en del af Esbjerg-truppen i de to kampe, der er spillet.

Ud over Halsti er offensivspilleren Pyry Soiri og Franz Brorsson med igen hos Esbjerg efter henholdsvis skade og sygdom.

Til gengæld er Esbjerg-stopperen Rodolph Austin ude med karantæne, mens Viktor Tranberg og Jonas Mortensen glider ud af truppen.

Lars Olsen sagde farvel som Esbjerg-træner tirsdag efter manglende tillid fra spillertruppen, og onsdag blev Troels Bech ansat som træner.

Trænerskiftet sker, lige inden Esbjerg skal i gang med nedrykningsspillet, som indledes med kampen hjemme mod Randers fredag aften.

Seks kampe har Esbjerg til at overhale Hobro i nedrykningspuljen, hvis Troels Bechs tropper skal nå til playoffkampene og spille med om en billet til næste års Superliga.

Med fem point op til Hobro venter en svær opgave. Og hvis ikke det lykkes at overhale Hobro, kan vestjyderne se frem til at spille næste sæson i Danmarks næstbedste fodboldrække.