Truede med at sætte ild til sig selv

En 60-årig mand fra Ribe gik ind i et lægehus overhældt med benzin og med en lighter i hånden.

En 60-årig mand skabte fredag panik, da han overhældt med fem liter benzin og med en lighter i hånden gik ind i et lægehus på Tvedgade 21 i Ribe og gjorde mine til at sætte ild til sig selv.
- Manden fremsatte ikke nogen krav eller budskaber, men lagde an til at tænde lighteren og brænde sig selv af, siger vagtchef Jan Stokholm Andersen, Syd- og Sønderjyllands Politi til RItzau.

Ifølge vagtchefen har manden med sin handling bragt andres liv og førlighed i fare og dermed overtrådt straffelovens paragraf 252.

Blev overmandet

Det lykkedes nogle tilstedeværende i lægehuset at vriste lighteren fra manden og overmande ham, inden han fik gjort alvor af sit forehavende.
Manden er foreløbig indlagt på psykiatrisk afdeling på Esbjerg Sygehus, mens politiet overvejer, hvad der videre skal ske i sagen.