Tyv fængslet i fire uger

En 29-årig mand har tilstået, at det var ham, der torsdag 31. januar brød ind i boksen i Dagligbrugen i Gørding og stjal et større kontant beløb samt en masse skrabelodder.

Video af tyven samt af en kvinde, der samme dag indløste stjålne skrabelodder i Farum, blev i mandags vist i Station 2 Efterlyst. Det førte til en række henvendelser til Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kvinden blev identificeret som en 19-årig fra Sjælland. Sammen med en 20-årig mand ? også fra Sjælland - er hun sigtet for hæleri, fordi de har aftaget de stjålne skrabelodder. De to er løsladt efter afhøring.

Den 29-årige mand, der har rockerrelationer, har i dag været fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i retten i Esbjerg. Her har han erkendt indbruddet i boksen og blev af dommeren fængslet i fire uger.

Dermed er begge de sager, Syd- og Sønderjyllands Politi havde med i tv-programmet, blevet opklaret med borgernes hjælp. Det siger Syd- og Sønderjyllands Politi tak for.