Udfordrede skibselever lægger til kaj i Esbjerg for at blive vaccineret

Elever og besætningsmedlemmer på Skoleskibet Danmark bliver torsdag vaccineret i Esbjerg.

I matrosblå trøjer, nypudsede laksko og måske med en karakteristisk skibshat på hovedet vil op mod 80 piger og drenge fra Skoleskibet Danmark torsdag få deres første vaccinationsstik mod covid-19 i Esbjerg.

Vaccineringen er kommet i stand via et samarbejde mellem skibet og Region Syddanmark.

Skoleskibet er et af Danmarks to skoleskibe, hvor det er muligt at tage en uddannelse som ubefaren skibsassistent. Uddannelsen indbefatter blandt andet et udlandstogt for eleverne, der er mellem 17 og 23 år. I år har skibet sejlet til de portugisiske øgrupper Madeira og Azorerne.

Coronapandemien har imidlertid givet udfordringer for eleverne, som siden maj i år ikke har kunnet forlade skibet og heller ikke har adgang til e-Boks ombord.

Derfor kontaktede skoleskibet Sundhedsstyrelsen for at høre, om der kunne planlægges en fælles vaccination for skoleskibets elever og besætning.

- Det var de (styrelsen, red.) heldigvis meget positive over for. I samarbejde med skoleskibets kaptajn og Region Syddanmark har vi fået logistikken til at gå op, så alle har tid til vaccination den 22. juli i Esbjerg, siger driftsdirektør Pia Nyborg i en pressemeddelelse.

Vaccinetilbud vækker glæde

Udover eleverne har også 15 besætningsmedlemmer fået tilbuddet om at blive vaccineret.

- Det vakte stor glæde hos både elever og besætning, da vi fik muligheden for at blive vaccineret i Esbjerg. Vi vil gerne vise skibet frem, og vaccinationen er med til at gøre det muligt, siger kaptajn Anders Lassenius i meddelelsen.

Skoleskibet Danmark har sejlet siden 1933 og blev i 2019 og 2020 gennemrenoveret på Esbjerg Havn. 

Efter vaccineopholdet i Esbjerg sejler skibet videre til København, hvor det vil lægge til kaj fra den 6. til den 9. august.