Vestjyderne mere og mere stolte af nationalparken

Borgerne i vadehavsområdet føler sig i stigende grad stolte af Nationalpark Vadehavet, viser en meningsmåling.

Hvis man skal tro en meningsmåling foretaget af Epinion, føler borgere i vadehavsområdet sig i stigende grad stolte over Nationalpark Vadehavet.

Hver fjerde (24 pct.) deltager i meningsmålingen svarer, at de er stolte af at have en nationalpark lige uden for døren. Det er en del flere end de sidste to gange, man lavede en tilsvarende meningsmåling. I 2013 og 2014 tilkendegav henholdsvis 8 og 16 pct. af de adspurgte lokale borgere, at de var stolte af nationalparken.

Bestyrelsesformand for Nationalpark Vadehavet, Janne Liburd, glæder sig over undersøgelsen.

quote

De lokale beboeres stolthed over vadehavsområdet er noget, som vi har et særligt fokus på i vores arbejde.

Janne Liburd, bestyrelsesformand for Nationalpark Vadehavet.

- Svarene viser, at flere har taget nationalparken til sig, og det er vigtigt, for de lokale beboeres stolthed over vadehavsområdet er noget, som vi har et særligt fokus på i vores arbejde, siger Janne Liburd i en pressemeddelelse.

Epinion har også spurgt borgerne om deres holdning, hvis der næste søndag skulle stemmes om, hvorvidt nationalparken skal fortsætte med at eksistere.

Her svarer hele 78 pct., at de helt sikkert ville stemme for dens fortsatte eksistens. Tre pct. ville stemme for på en bestemt betingelse, og 17 pct. ville enten ikke stemme eller ved ikke. Blot to pct. ville helt sikkert stemme imod, at vi fortsat skal have en Nationalpark Vadehavet.

Epinion har foretaget undersøgelsen i perioden 11. juli til 4. august 2017. Der er foretaget interviews med i alt 1218 personer fordelt på 515 fra de fire vadehavskommuner, 251 fra det øvrige Syddanmark og 552 fra det øvrige Danmark.