Sydvestjysk landmand fik bygget multihal i landsby - nu hædres han med fornem pris

Mogens Nissen Kjær fik overrakt prisen til delegeretmøde i Herning, og udover æren får han en stor fest for hele lokalområdet med telt, kokke og musik inkluderet.

Mælkeproducent Mogens Nissen Kjær fra Kalvslund, der ligger øst for Ribe, modtog onsdag eftermiddag Landbrugets Samfundspris.

Det er en ny pris, som organisationen Landbrug & Fødevarer har stiftet, og den vestjyske mælkeproducent er derfor den første til at modtage prisen.

Det var til organisationens delegeretmøde i Herning, at overrækkelsen fandt sted.

- Jeg er selvfølgelig glad for at have modtaget den her pris, men det er ikke en enmandsting, det er en kæmpe holdindsats, fortæller mælkeproducenten.

quote

Det er mig, der er blevet indstillet til prisen, men jeg var bare en del af et hold, der gjorde det muligt. Det er vores pris.

Mogens Nissen Kjær, Kalvslund

Foregangsmand i lokalsamfund

Mogens Nissen Kjær var nomineret til prisen for at have været en foregangsmand i lokalsamfundet.

Han har nemlig været med i opførelsen af en ny hal og boldbaner til idræts- og fritidslivet i landsbyen.

- Det er mig, der er blevet indstillet til prisen, men jeg var bare en del af et hold, der gjorde det muligt. Det er vores pris, siger han.

Prisen vil da heller ikke være at finde hjemme hos Mogens Nissen Kjær.

- Den kommer til at stå nede i hallen, siger han.

Hylde medlemmer

Mælkeproducenten fik prisen overrakt af radio- og tv-værten Mads Steffensen, der var en del af juryen sammen med andre personligheder fra landbruget, kultur og erhvervslivet.

Organisationens nye pris har til formål at hylde medlemmer, der er med til at dyrke og styrke sammenhængskraften mellem land og by.

- Med prisen vil vi gøre opmærksom på de mange landmænd og -kvinder, der gør en stor forskel for udvikling, kultur og livskvalitet i lokalsamfundene, siger Lisbeth Olsgaard, brandingchef i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.