Vestjysk virksomhed politianmeldt for at sælge laks med listeria

En virksomhed i Esbjerg er blevet politianmeldt for at have solgt laks med den livsfarlige bakterie, listeria, uden at sige det til kunderne.
Esbjerg-virksomheden Polar Salmon Hjerting Laks, der producerer røget og gravad laks, er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen.
Ifølge styrelsen har virksomheden solgt produkter, der var forurenet med listeria.
Ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra den 22. januar 2025 er det sket, uden at virksomheden har informeret myndighederne eller kaldt produkterne tilbage.
Under en kontrol viste ni analyser for perioden 2023-2024 positive resultater for listeria.
'Har undladt at agere'
Styrelsen konkluderer i rapporten, at virksomheden havde 'adgang og kendskab til analyserne, men at de 'har undladt at agere'.
Ifølge kontrolrapporten har virksomheden erkendt, at der er blevet produceret og solgt produkter med listeria.
Koldrøget laks fra virksomheden er blevet solgt som både kølevare og frostvare i både ind- og udland.
Samtidig er der blevet solgt næsten 1.400 kilo gravad laks til en enkelt kunde.
Spiseklare fødevarer, der ikke er stabiliseret mod listeria, må ikke indeholde spor af bakterien. Produkter med listeria kan være sundhedsfarlige.
Fastholder politianmeldelse
Esbjergvirksomheden påpeger i kontrolrapporten, at "det konstaterede er sket under tidligere ansatte".
Fødevarestyrelsen fastholder imidlertid politianmeldelsen. Vurderingen er, at virksomheden bevidst har tilbageholdt oplysninger, lyder det.
Torsdag i sidste uge kaldte virksomheden selv en række produkter tilbage grundet fund af listeria.
Der var tale om to mærker af gravad laks, som er solgt i Netto, Føtex og Bilka i slutningen af 2023 og starten af 2024.
Polar Salmon Hjerting Laks har fredag udsendt en pressemeddelelse. Her beklager bestyrelsesformand Henrik Leth:
- På Polar Salmon Hjerting Laks’ vegne skal jeg undskylde dybt, at selskabets kvalitetsstyring ikke har fungeret. Polar Salmon Hjerting Laks er en del af Polar Seafood Koncernen, og hos os må der aldrig være tvivl om, at de produkter, vi sender på markedet, har den højeste kvalitet. Kompromis er ikke en mulighed, og kvalitet overtrumfer kommercielle hensyn - altid, siger han.
Virksomheden påpeger, at den forhenværende direktør sagde sin stilling op efter, at man havde drøftet udfordringen med de alvorlige fejl i virksomhedens fødevarekontrol i 2023 og 2024.
- Det er vigtigt for os at understrege, at alle kunder kan have tillid til vores produkter. Den nuværende ledelse, og den nuværende kvalitetschef, har ikke været ansat i den periode Fødevarestyrelsen har fundet fejl. Vi har nu gennemgået vores interne arbejdsgange, og revideret dem, så vi kan være sikre på at en lignende sag ikke opstår, siger Henrik Leth.