Viggo Jensen er tilbage i Esbjerg

Viggo Jensen tiltræder som sportschef i Esbjerg fB - og Niels Erik Søndergård stopper som sportsdirektør og bliver ungdoms-elitechef.

Ny sportslig organisation skal styrke Esbjerg fB inden for køb og salg af spillere, scouting og talentudvikling.
Efter en periode med svingende præstationer på både spillermarkedet og fodboldbanen styrker EfB nu den sportslige ledelse.

Viggo Jensen, der i perioden 1997-2002 var cheftræner i klubben, tiltræder som sportschef med ansvar for køb og salg af spillere samt scouting.
- Vi har taget konsekvensen af, at vores indsats på spillermarkedet ikke har været tilfredsstillende. Vi tilfører med Viggo Jensen som sportschef stor faglighed og erfaring, siger administrerende direktør Søren Poulsen,
Esbjerg fB.
Efter en aktiv fodboldkarriere i blandt andet EfB, som han var med til at vinde sølvmedaljer med i 1968, har Viggo Jensen i 30 år virket som træner i ind- og udland, og han har et indgående kendskab til EfB.

Foruden perioden som cheftræner i de første år med det nye professionelle selskab, EfB Elite A/S, fra december 1997 til sommeren 2002, fungerede han i 2007 som scout for klubben, inden han tiltrådte som landstræner i Estland.
Han har senest været assistenttræner og scout i OB fra 2008 afbrudt af to måneder, hvor han var udlejet som cheftræner i Vejle Boldklub i foråret 2011.

- Som en del af teamet omkring holdet vil det altoverskyggende
mål være at få EfB tilbage i Superligaen. Jeg har været i Esbjerg i to perioder, både som spiller og træner. Jeg er født i byen, og jeg har tætte relationer til klubben, så der erv også hjerteblod i det, siger Viggo Jensen.
Han tiltræder i EfB 1. juli.

Søndergaard erkender ansvar

Niels Erik Søndergård er en af de centrale skikkelser i EfB?s nyere fodboldhistorie. Han tiltrådte som direktør i EfB 1. september 1998 og har siden været den øverste sportslige ansvarlige. Som sportsdirektør har han
kendt risikoen ved at stå i spidsen for den sportslige udvikling i en af de otte-ni klubber i Superligaen, som i hver sæson lever med risikoen for at rykke ned i 1. division, og han står ved sit medansvar.
- Det spillermateriale, vi inden for det snævre økonomiske råderum har kunnet præstere, har på det seneste ikke haft den ønskede kvalitet.
Jeg betragter mig som en del af et team med ansvar for nedrykningen, og når det får konsekvenser, kan det ramme sportsdirektøren, siger Niels Erik Søndergård.
Han får i sin nye funktion som ungdoms-elitechef det overordnede ansvar for EfB?s talentudvikling, som han i en årrække selv har været med til at sætte sit præg på.