Volden i Esbjerg falder generelt - men i midtbyen stiger den

I følge Politiet så er der netop i midtbyen sket en stigning i antallet af voldstilfælde i området omkring Torvet og Skolegade.

I 2014 faldt volden i Esbjerg generelt med 19 procent, men ifølge Politiet så blev 79 procent af voldssagerne i bymidten i 2010 begået netop det område, mens det tal i 2014 var steget til 88 procent.

I følge politiet er det jo længere ud på nattetimerne, man kommer, jo mere berusede bliver nogle gæster og jo lettere kan volden eskalere.

Det har fået Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse at udtale, der er et øget behov for at få vurderet rammerne omkring restaurationslivet og en beskæring af lukketiderne.

Lørdag nat tog TV SYD en tur ud i Esbjergs natteliv for at tage temperaturen på politiets påstand om øget vold i midtbyen.

-Jeg synes ikke den er stigende, som de siger. Men selvfølgelig det er natteliv, og der er fulde folk i byen, og så opstår nogen gange vold. Det kommer man ikke uden om.

Men at den skulle være stigende, det kan jeg ikke genkende, fortæller Carsten Prisfeld, indehaver af Skræddergaarden i Esbjerg.

Kun en enkelt af de mange festglade esbjergensere TV SYD talte med lørdag nat kunne genkende Politiets billede af øget vold i midtbyen.

-I følge mig har der været flere om mere i de år jeg er gået i byen. En af mine venner blev slået ned for et år siden, der sker sgu næsten altid noget, fortæller Mads Zwicky.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke ønsket at kommentere tallene over for TV SYD.