Stem på din favorit til 'Et Sundere Syddanmark 2020'

Du kan nå at være med til at afgøre, hvem pengene skal gå til, inden vi tirsdag sender 'Et Sundere Syddanmark' på TV SYD kl. 18.30

Region Syddanmarks fem sygehuse kæmper i konkurrencen 'Et Sundere Syddanmark 2020' om at få støtte til hver deres projekt. For de enkelte projekter handler det om at få så mange SMS-stemmer som muligt, så de kan få flest mulige midler til at komme i mål med netop deres projekt. 

Der er 2 millioner kroner på spil, som skal fordeles mellem tre projekter, hvor førstepladsen får 1 million kroner, andenpladsen får 600.000 kr., og tredjepladsen får 400.000 kr. 

Du kan læse mere om de fem projekter og se, hvordan du stemmer, på tvsyd.dk/ess.

'Et Sundere Syddanmark' er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2/Fyn og TV SYD. Se med tirsdag kl. 18.30 direkte på TV SYD, hvor vinderen kåres.

Herunder kan du læse om de fem projekter:

Kronisk tarmbetændelse

Mere end 60.000 danskere lever med kronisk tarmbetændelse. For dem er kraftige mavesmerter, træthed, diarré og blodig afføring hverdag. Dette forskningsprojekt vil undersøge, om fysisk træning har en positiv effekt på patienter med kronisk tarmbetændelse, så det kan bruges som behandlingsværktøj til at give de mange danskere, der lever med den uhelbredelige lidelse, et bedre liv.

Odense Universitetshospital.

Nye årsager til fedme og fedtlever

Vi ved alle sammen, at vi bliver overvægtige, hvis vi spiser for meget og bevæger os for lidt. Alligevel bliver der flere og flere overvægtige, og nogle mennesker bliver faktisk nemmere overvægtige end andre. Derfor er der et stort behov for, at vi finder ud af, om der er andre årsager end kost og motion, der gør, at man bliver overvægtig. Dette forskningsprojekt vil undersøge, om et særligt protein i blodet kan forklare, hvorfor nogle mennesker nemmere bliver overvægtige end andre, og om proteinet har betydning for, om man udvikler fedtlever.

Sydvestjysk Sygehus.

Psykiske mén efter hjertestop

Det tyder på, at hjertestopoverlevere klarer sig psykisk og hukommelsesmæssigt dårligere i forhold til den øvrige befolkning. For eksempel er selvmordsrisikoen blandt hjertestopoverlevere fem gange højere, hvis man sammenligner med den samlede danske befolkning. Dette forskningsprojekt vil følge hjertestopoverlevere og deres pårørende for at finde ud af hvilke psykiske og hukommelsesmæssige udfordringer, denne patientgruppe kan stå overfor, så man bedre kan finde og behandle psykiske eftervirkninger.

Sygehus Sønderjylland.

Tidlig opsporing af lungekræft

Målet med dette forskningsprojekt er at udvikle et computerprogram, baseret på kunstig intelligens, der kan hjælpe med at opdage lungekræft inden sygdommen når at sprede sig. Ved hjælp af sundhedsdata fra patienter undersøgt for lungekræft, skal kunstig intelligens kunne hjælpe praktiserende læger med at opdage sygdommen tidligere. På den måde vil flere patienter kunne få behandling i tide.

Sygehus Lillebælt.

Nye behandlingsmetoder til spiseforstyrrelser

Dette forskningsprojekt vil sammen med patienter og pårørende udvikle et computerspil, som skal bruges som støtte til behandlingen af spiseforstyrrelser. Spillet skal opbygges som en labyrint, hvor spilleren bliver præsenteret for forskellige valg som han eller hun kan møde i deres hverdag med en spiseforstyrrelse. Målet er at komme ud af labyrinten dermed få et bedre liv. Når spillet er udviklet, vil forskerne undersøge, om det kan bruges som hjælp til behandling af spiseforstyrrelser.

Psykiatrien i Region Syddanmark.