Projekt om livskvalitet efter indlæggelse vinder ‘Et Sundere Syddanmark’

En forskningspulje på to millioner kroner er her til aften blevet fordelt mellem de tre mest populære projekter.

Så blev det afgjort. 

Det blev forsker Gunhild Kjærgaard-Andersen fra Sygehus Sønderjylland og projektet om livskvalitet efter indlæggelse på en intensivafdeling, der løb med titlen som vinder af Et Sundere Syddanmark og en pengepræmie på en million kroner.

- Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er helt overvældet, siger en stolt Gunhild Kjærgaard-Andersen.

I takt med at gennemsnitsalderen bliver højere, bliver flere ældre med et skrøbeligt helbred indlagt på intensivafdelingerne og kræver behandling. 

I sit forskningsprojekt vil overlæge og forsker Gunhild Kjærgaard-Andersen undersøge, hvordan en indlæggelse på en intensivafdeling kan ændre ældre patienters liv, og hvordan livskvaliteten blandt de overlevende er bagefter.

- Jeg er mega stolt. En ting er pengene, men noget andet er, at så mange mennesker også har syntes, at vores projekt er nødvendigt. Nu har vi fået ressourcerne til at blive klogere på noget, der rør os alle sammen, siger Gunhild Kjærgaard-Andersen.

To andre projekter fik del i puljen

Det er ikke kun forskningsprojektet om livskvalitet efter indlæggelse på en intensivafdeling, der går fra aftenens finale med en check under armen. De to næstmest populære projekter har også fået del i den samlede forskningspulje på to millioner kroner.

Sydvestjysk Sygehus’ projekt, der skal undersøge muligheden for at sikre en hurtigere diagnose for patienter med akut svimmelhed, løb med en flot andenplads og modtog 600.000 kroner til forskningen.

Tredjepladsen og 400.000 kroner gik til Psykiatriens forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor patienter med anoreksi er i øget risiko for at få blodpropper, og om det er noget, der kan forebygges.

Anden- og tredjepladsen gik fra aftenen med henholdsvis 600.000 og 400.000 kroner under armen. Andenpladsen gik til Sydvestjysk Sygehus' projekt om akut svimmelhed.
Anden- og tredjepladsen gik fra aftenen med henholdsvis 600.000 og 400.000 kroner under armen. Andenpladsen gik til Sydvestjysk Sygehus' projekt om akut svimmelhed.
Foto: TV SYD

Syddanskerne har talt

Det har været op til borgerne i Region Syddanmark at bestemme, hvilket projekt der skulle modtage en million kroner og titlen som årets vinder af Et Sundere Syddanmark.

I konkurrencen har fem forskningsprojekter - ét fra hver af de fem sygehuse i Region Syddanmark - kæmpet om borgernes SMS-stemmer.

Under aftenens finaleshow sluttede SMS-afstemningen, og da stemmerne blev talt op, var det projektet om livskvalitet efter indlæggelse på en intensivafdeling, der stod som vinder af forskningskonkurrencen.

- Det, der interesserer forskerne, er ikke altid det samme, som borgerne synes er vigtigt. Derfor er det godt at få input og et andet perspektiv på sundhedsforskning fra borgerne, sagde regionsrådsformand Stephanie Lose under aftenens udsendelse på TV SYD.

Pengene kommer fra Region Syddanmark, der hvert år afsætter penge til forskning.

Et Sundere Syddanmark er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2/Fyn og TV SYD. Konkurrencen skal udbrede kendskabet til den forskning, der foregår på alle regionens sygehuse.