Eva Kjer Hansen er sikret for nu

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop meddelt, at Folketinget vedtager landbrugspakken torsdag, og derefter vil blå blok indlede en forhandling om en tillægspakke til Landbrugspakken.

Lars Løkke Rasmussen (V) har netop meddelt, at når Folketinget i morgen torsdag har stemt om landbrugspakken, så vil partilederne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative med ham for bordenden fortsat drøfte de udfordringer, der har vist sig efter efter de Konservatives formand Søren Pape Poulsen tirsdag meddelte regeringen, at de Konservative ikke længere har tillid til Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister.

Dermed er miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fortsat minister, men hvad de kommende dages forhandlinger bringer er ukendt, og dermed også Eva Kjer Hansens fremtidige skæbne på ministertaburetten.

Eva Kjer Hansen var tirsdag i samråd om landbrugspakken, som blå blok vedtog ved udgangen af 2015.

Siden har eksperter sået tvivl om de konklusioner i landbrugspakken, der siger, at når landmænd får lov at gøde mere, så er det til gavn for miljøet - også i de første år.

Eva Kjer Hansen mener derimod at alle tal er rigtige, og hun er blevet støttet af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.