Socialdemokratiske folketingsmedlemmer: Det måtte gå sådan

Der var ifølge to lokale socialdemokratiske folketingsmedlemmer ingen anden løsning, end at Eva Kjer Hansen måtte gå af.

Det kunne ikke være anerledes, end at Eva Kjer Hansen måtte trække sig som miljø- og fødevareminister, siger de to lokale socialdemokratiske folketingsmedlemmer Troels Ravn og Christian Rabjerg Madsen.

- Det måtte gå sådan. Det er tydeligt for enhver, at der ikke var en anden løsning. Det er en alvorlig sag, når der er et flertal, der har mistillid til en minister. Det kan man ikke bare ignorere, siger Troels Ravn (S), der bliver bakket op af Christian Rabjerg Madsen (S):

- Set fra et Kolding perspektiv er det trist, at vi mister en minister fra Kolding. Men det er indiskutabelt, at en minister skal levere rigtig oplysninger, og derfor er der klart, at der kommer et mistillidsvotum. Jeg er ikke overrasket over, at hun trækker sig, siger han.

Statsministeren skulle have taget beslutningen tidligere. - Christian Rabjerg Madsen (S).

De to socialdemokrater er derudover helt enige om, at Eva Kjer Hansen skulle være gået af tidligere.

- Jeg synes måske, Statsministeren skulle have taget beslutningen tidligere. Det er ikke at vise respekt for folkestyret, at han har ladet ministeren sidde så længe, når flertallet i Folketinget har mistillid til hende, siger Christian Rabjerg Madsen (S).

- Man skulle have taget konsekvensen med det samme, og hun skulle være gået af. Det her har vist, at Lars Løkke Rasmussen ikke har styr på partierne i blå blok, stemmer Troels Ravn i.