Begge vinger og flere smådele af F16-jagerfly hævet

Begge vinger fra det forulykkede F16-fly er nu bjærget. Det samme er flere mindre dele.

Det er et større stykke arbejde at få hele det F16-fly, der i starten af denne uge styrtede i Vesterhavet, op af havet igen. I løbet af søndag, hvor arbejdet med at hæve flyet for alvor gik i gang, blev begge vinger, halefinnen, pilotens sæde, en del af motorblokken og flere mindre dele hævet.

Det var skibet Gunnar Seidenfaden, der hev vragdelene op af havet omkring 20 km fra kysten og på 17-18 meters dybde. Skibene MSD5 og HDMS Hirsholm hjalp med at hæve flyet, ligesom også skibet Lyø deltog.

Der mangler dog stadig flere dele af flyet, da det ligger spredt i et rektangel på bunden af Vesterhavet på omkring 200 x 600 meter.

Selve aktionen foregik ved, at man sendte en undervandsrobot ned og undersøgte havbunden. Herefter blev 11 minedykkere på skift sendt ned, før Gunnar Seidenfaden trak vragdelene op med kran.

Arbejdet med at trække vragdelene op fortsætter i den kommende uge.