TV der bevæger dig

Efterårsferie med klassisk vejr: Gråt med skyer og regn

En klassisk efterårsferie med en del skyet vejr og regn af og til.Sådan lyder udsigten for de næste dage fra DMI.

En klassisk efterårsferie med en del skyet vejr og regn af og til.Sådan lyder udsigten for de næste dage fra DMI Foto: Andreas P. Als, TV SYD

Det bliver meget efterårsagtigt.

Sådan lyder overskriften på efterårsferiens vejr fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Trine Pedersen mandag morgen til Ritzau..

Ugen begynder med  de højeste temperaturer på 10-13 grader. Men temperaturen falder støt, og sidst på ugen lander vi helt nede på otte grader om dagen.

- Skyerne kommer til at hænge lavt, ja nærmest nede om ørerne på os. Derfor får vi ikke ret meget sol at se, og hele ugen byder på perioder med regn, siger Trine Pedersen.

- Det er ikke sådan, at det bliver regn, regn og regn, men der er ingen dage, hvor det holder helt tørt, tilføjer hun.

I løbet af ugens første dage får vi en let til jævn vind. Derefter øges vindstyrken gradvist hen mod weekenden.

- Det eneste plus ved denne her grå dyne, vi skal have hængende over hovedet, er, at den holder på den smule varme, vi har. Det vil sige, at nætterne ikke bliver så kolde, siger Trine Pedersen. Ifølge hende vil nattetemperaturen nå ned på omkring fem grader - men ingen udsigt til nattefrost.

 

Mere vejr