Fanø er proppet: Halvanden times ventetid ved færgen

Fanø er et populært feriested for både danskere og udlændinge, og søndagens gode vejr, samt øens dragefestival, har bragt mange mennesker med sig.

Folk, der skal til og fra ferie, strandture og dragefestival har skabt noget af en prop på Fanø.

Der meldes om mere end halvanden times ventetid for bilister ved færgen.

Tidligere i dag fortalte direktøren i Fanø Turisme, Poul Therkelsen, at selv fodgængerkøen til færgen nåede op på flere hundrede meter i forbindelse med Fanø Dragefestival.

Det gode vejr har også bragt mange turister til øen, men også de lokale, der skal afsted på sommerferie skaber trafik den anden vej.