Knokleri og knofedt har fået galleri på benene

Frivillige kræfter har forvandlet slidt bygning til spritnyt galleri på Fanø.

I den seneste tid har 25 frivillige knoklet løs på Fanø.

Her har de sørget for at renovere et gammelt kedelhus, der ligger tæt op øens kulturhus, Realen. Lokalerne er blevet til et galleri, som skal huse værker af sangeren og kunstneren Johnny Madsen – lørdag slog det så dørene op.

-Jeg er enormt rørt over, at folk bidrager på den måde, de gør. Vores sponsorer, og at det har kunnet lade sig gøre at iværksætte så stor en renovering uden offentlige midler, siger Jeanett Exner, der er kreativ direktør på hos Realen.

Bygningen tilhører Fanø Kommune, men de frivillige kræfter har altså selv sørget for alt fra renovering til finansiering. Johnny Madsen var også selv til stede ved åbningen og var meget imponeret over det frivillige arbejde, som han ikke selv har været en del af - dog har han spyttet i kassen til finansiering.

-Bare jeg vasker hænder, så bliver jeg søsyg. Jeg kan male, men jeg kan ikke indrette noget, siger han til TV SYD.

Den tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF),  klippede den røde snor ved åbningen. Sammen med de andre gæster blev han budt på fri bar og chili con carne.