Krænker på fri fod

Utrygheden breder sig i ældreboligerne i Nordby på Fanø, hvor en 73-årig kvinde natten mellem 20. og 21. oktober blev udsat for blufærdighedskrænkelse i sit eget hjem.

Den 73-årige sov for åbent vindue og vågnede ved, at en ung mand kravlede ind og tog på hende. Hun fik tændt lyset og beordrede overfaldsmanden til at forsvinde, hvilket han gjorde.

Gerningsmanden beskrives som 16 til 18 år. Han var iført en lys jakke med hætte og er dansk af udseende.

Trods efterlysning af vidner har politiet ikke sporet manden.

Politiet undersøger i øjeblikket de tekniske spor i form af fingeraftryk og DNA.

Den 73-årige er den yngste beboer i ældreboligerne i Nordby.