Pensionister flytter i sommerhus

Mange pensionister vælger at flytte permanent til sommerresidensen i stedet for at blive boende i lejligheder eller parcelhuse i byen.

Når pensionsalderen nærmer sig, vælger flere danskere i dag at skifte lejligheden eller parcelhuset ud med sommerhuset. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I 1981 var der ifølge Danmarks Statistik blot godt 700 pensionister, som boede i deres sommerhus hele året. I dag er antallet næsten 11.000, og hertil kommer de efterlønnere og førtidspensionister, der også bor i sommerhus, men som ikke indgår i statistikken.

- Det er en helt klar tendens, at flere har fået øjnene op for denne mulighed. 6 ud af 10 fritidshuse bliver i dag solgt til midaldrende eller ældre danskere, siger Niels H. Carstensen, som er kommunikationschef hos ejendomsmæglerkæden Home.

Han fortæller, at de ældre ikke giver afkald på den moderne komfort og ofte har den samme luksus og ligeså mange tv-kanaler som i de boliger, de kommer fra.

Ikke bare ferie

Lone Ree Milkær, er cand.mag. i folkloristik og har undersøgt vilkårene for de danske sommerhuspensionister for Gerontologisk Institut ved Københavns Universitet. Hun mener, at valget af sommerhuset som helårsbolig passer fint ind i billedet af den aktive pensionist, som hun vurderer, vil blive mere tydeligt fremover.

- Paletten af muligheder er blevet bredere. Det er ikke bare ferie længere - det er aktiv ferie. Bedstemor sidder ikke i en stol og strikker, når børnebørnene kommer. Hun går i Det Kongelige Teater og tager på bridgetur til Skotland, siger Lone Ree Milkær.

Hun fortæller desuden, at mange pensionister gerne vil bo naturskønt, men samtidig tæt på den pulserende metropol.