Amerikaner på Fanø: - Jeg har da været flov på USA's vegne

Brygmesteren Steve Rold, der er amerikansk statsborger og til dagligt brygger øl på Fanø Bryghus, er glad for nu at være sluppet helt af med Trump.

Omkring klokken seks dansk tid blev der skiftet ud bag roret i USA. Nu tager Joe Biden officielt over for Donald Trump og bliver USA's 46. præsident.

En udskiftning der falder i god jord hos amerikaneren Steve Rold, der bor og arbejder på Fanø.

- Jeg håber, at jeg fremover ikke behøver at undskylde over for folk. Det er svært at forklare, hvordan en person som Trump kan komme til magten. Det er så langt fra, hvordan tingene er her i Danmark, siger Steve Rold, der til daglig er brygmester på Fanø Bryghus.

Brygmesteren, der er fra Elk Horn i Iowa, flyttede til Danmark for 5,5 år siden sammen med sin kone for at overtage stillingen som brygmester på Fanø Bryghus. Siden har de fået to børn. De har altså boet i Danmark i al den tid, hvor Donald Trump var USA's præsident, hvilket Steve Rold synes har været en speciel oplevelse.

- Det er mærkeligt at have fulgt det på afstand. Jeg føler mig lidt som en astronaut, der er landet på Månen og kigger tilbage på Jorden. Vi flyttede hertil lige før Trump blev valgt, så vi havde et meget anderledes syn på det hele sammenlignet med mange af mine venner og familie i USA, siger han. 

En begyndelse på en forhåbentlig ny og bedre æra

Steve Rold har haft fulgt valget på afstand og løbende været opdateret på tingenes status i USA. Og han er da også glad for valgets udfald, men han tør heller ikke have for store forhåbninger til Joe Biden som præsident.

- Jeg har da været flov på USA's vegne over at have sådan en mand som Trump bag roret. Så det er fedt, at han er væk nu. Men jeg vil heller ikke sige, at alt herefter bliver perfekt. Det er ligesom slutningen på en æra og en begyndelse på en ny og forhåbentlig bedre æra, siger Steve Rold fra Fanø.

Den 37-årige brygmester synes stadig, det er vigtigt, at amerikanerne bliver ved med at være opmærksomme på deres præsidenters gøren og laden og ikke lader dem slippe afsted med for mange ting.

- Jeg håber, til trods for at barren er blevet sat lavt indtil videre på grund af Trumps manglende evne til at tage jobbet seriøst, at Biden ikke slipper så let fra tingene. Det er vigtigt, at det amerikanske folk stadig sørger for at holde deres præsidenter oppe på en høj standard, siger Steve Rold.

Foruden øllen "Mango Mussolini" lavede bryghuset også en, de kaldte “Stable Genius”, som referer til engang, hvor Trump sagde “I’m a very stable genuis”.
Foruden øllen "Mango Mussolini" lavede bryghuset også en, de kaldte “Stable Genius”, som referer til engang, hvor Trump sagde “I’m a very stable genuis”.
Foto: Privatfoto

Serie af politiske øl hitter

Hos Fanø Bryghus har de lavet en serie af øl, hvor de gør grin med det politiske system, som  var med til at gøre Trump præsident. De har blandt andet en meget populær øl med Trump på mærkatet, som de kalder “Mango Mussolini”.

- "Mango Mussolini" er stadig vores mest populære øl. Vi modtager faktisk dagligt opkald fra folk, der er frygter, at vi ikke længere vil sælge Mango Mussolini, efter Trump ikke længere er præsident, siger brygmesteren.

Der er ingen planer om at stoppet salget af Trump-øllen i øjeblikket, men Steve Rold vil ikke udelukke, at bryghuset også kommer til at lave øl, der refererer til Bidens virke som præsident.