Endnu en borgmester står udenfor kommunens budget
Et nyt budgetforlig er indgået udenom borgmesteren på Fanø.
Det skriver JydskeVestkysten og Fanø Kommune på sin hjemmeside.
Dermed er det Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og løsgænger Johan Brink Jensen, som er blevet enige om, hvordan kommunens penge skal fordeles frem til 2028.
- Det er naturligvis en vanskelig og ikke mindst træls situation. Jeg tilhører en generation, der går ind for tillid og ikke kontrol, som de andre åbenlyst vil have. Jeg ønsker ikke at gå og kigge forvaltningen over skuldrene. Jeg har tillid til dem. Vi sagde fra begyndelsen, at vi er den nye generation af politikere, der vil gøre tingene på en anden måde, men det er der ikke flertal for. Uheldigvis, for vi var enige om mindst 95 procent, siger han til JydskeVestkysten.
Angiveligt skulle parterne være tæt på enighed, men en twist om en kommunikationsstilling på rådhuset drev altså forligsparterne i armene på hinanden. De vil nedlægge stillingen og i stedet hyre eksterne konsulenter ind og dermed opnå en besparelse på 500.000 kroner.
Frank Jensen kommer i selskab med Christian Bro (S) fra Fredericia og Knud Erik Langhoff (C) fra Kolding. Dette borgmestertrekløver står alle udenfor deres kommunes budget for de kommende år.