Fanø slukker for solcelleanlæg - vil selv have lov at bruge strøm

Byådspolitikere fra Fanø vil presse Christiansborg-kolleger til at afskaffe regel om forsyningsselskab.

Nu er der trykket på slukknappen for solcelle-anlæggene på hal og skole på Fanø. Byrådet blev mandag enig om at slukke, fordi det ikke er muligt at opnå en dispensation fra reglen om, at der skal oprettes et forsyningsselskab. 

Det ærgrer Fanøs borgmester Sofie Valbjørn (AL), der synes, det er tudetosset.

- Jeg synes, det er virkelig, virkelig ærgerligt, at når vi nu har mulighed for at producere grøn strøm, så skal den her regel stå i vejen for det. Det er uforståeligt, at man ikke som minimum har bagatelgrænse for mindre anlæg, hvor det økonomisk set ikke vil hænge sammen at lave et energiselskab, siger hun til TV SYD.

Reglerne er ikke ens for alle offentlige myndigheder. Mens staten og regionerne godt må drive solcelle-anlæg uden at oprette et forsyningsselskab, forholder det sig lige omvendt med kommunerne. Det forstår Sofie Valbjørn ikke.

- Jeg har svært ved at forstå, at det ikke anses for at være konkurrenceforvridende at sætte solceller op i region eller statslig regi. Mens det i kommunalt regi er det pludselig noget andet, siger hun. 

Fanø giver ikke op

De giver dog ikke sådan op på Fanø, selvom de har fået at vide, at de nu skal slukke for deres solceller for ikke at få en tilsynssag på nakken.

- Det vil vi selvfølgelig ikke risikere. Men vi har skrevet ind i byrådsbeslutningen, at vi vil undersøge, om vi kan overdrage anlæggene til nogen, som kan producere grøn strøm. For det er ikke vigtigt for os, at det er Fanø Kommune, der gør det, fortæller Sofie Valbjørn og fortsætter:

- Derudover vil vi undersøge, om vi kan få lov at anvende anlægget til dækning af vores eget elforbrug på skolen og i hallen. 

Pres på Christiansborg

Mens Fanø Kommune undersøger mulighederne for solcelle-anlæggene, vil der komme et pres mod politikerne i Folketinget.

- Jeg vil selvfølgelig i mellemtiden gå til mine partikolleger på Christiansborg og sige “nu må I simpelthen få kigget på det her”. Det samme gør mine byrådskolleger, siger Sofie Valbjørn.

Fanø Kommune råder i forvejen over tre andre solcelle-anlæg; ét på brandstationen og to på materialegården. Det første regner man med at få dispensation til, mens de to andre på materialegården allerede er godkendt.