Fanøfærgen klar til at sejle i pendulfart hele natten - mandskabet sover ombord

1.200 tyske biler forventes at skulle sejles til Fanø mandag. Det nærmer sig det største antal nogensinde på én dag. Derfor overnatter færgepersonalet ombord på færgen. Så er de klar til at sejle, så snart der er biler nok.

Normalt begynder Fanøfærgen sin daglige sejlads fra Esbjerg klokken 04.50.

quote

De sover simpelthen på færgen. Og så snart der er folk og biler nok til at fylde en færge, begynder de at sejle.

Jesper Maack, kommunikationschef, Molslinjen

Men mandag bliver helt anderledes. Til midnat åbner grænsen til Danmark. Tyske turister kan nu sammen med norske og islandske turister tage på ferie her til lands, hvis de altså har købt minimum seks overnatninger. Og det har rigtig mange tyske turister gjort på Fanø.

- Vi forventer, at omkring 1.200 tyske biler skal fra Esbjerg til Fanø i løbet af mandagen, forklarer Jesper Maack, der er kommunikationschef hos færgeselskabet Molslinjen, der sejler på ruten.

Ifølge Jesper Maack bliver mandagen en af de største rejsedage nogensinde på Fanøruten, og derfor har selskabet lavet en særlig aftale med færgepersonalet.

Færgepersonalet holder sig klar hele natten

- De sover simpelthen på færgen. Og så snart der er folk og biler nok til at fylde en færge, begynder de at sejle. Det kan ske allerede fra klokken 02, siger Jesper Maack.

Der sejler to færger til Fanø. Den anden færge begynder at sejle klokken 06. De to færger vil hele mandagen sejle i pendulfart mellem fastlandet og vadehavsøen.

En sejltur tager 11 minutter, og det tager otte minutter at losse færgen mellem hver tur. Hver færge har kun plads til 35 biler.

- Det er klart, det er lidt af en flaskehals at få alle sejlet til øen. Men vi sejler, indtil folk er kommet frem, forklarer Jesper Maack.