Nu står leder frem om omdiskuteret spillested: - Det er stadiet før Nordkorea!

Den daglige leder af kulturhuset mener, at man ikke ser på sagen med menneskelige øjne - men derimod gør det hele op i regler og paragraffer.
Den daglige leder af spillestedet Realen på Fanø, Jeanett Exner, stiller sig nu frem, efter bestyrelsesformand Niels Heinel onsdag formiddag valgte at trække sig efter længere tids uoverensstemmelser.
- Det har ikke noget med mig at gøre, det er langt større end mig, fortæller hun.
Hun henviser til, at øens store kulturhus er underlagt en masse kommunale regler, der, ifølge hende, gør, at huset ikke kan vækste yderligere.
- Det hele er reduceret til paragraffer og vedtægter, som er stadiet før Nordkorea.

- Vi bliver ikke taget alvorligt
Ifølge pressemeddelelsen, der bekræftede den nu tidligere bestyrelsesformands afgang, har der været flere uoverensstemmelser gennem tiden. Og det anerkender Exner.
Hos Realen er de frivillige og Jeanett Exners ''chefer'' bestyrelsen og bestyrelsesformanden. Og her slår hun på, at arbejdsmiljøet og bevægeligheden for deres arbejde er langt fra optimalt.
- Jeg er ked af det, fordi jeg ikke føler, at bestyrelsen tager os alvorligt. Der er virkelig et menneskeligt pres på en, fortæller hun og uddyber, at hun mener, de bliver kontrolleret oppefra i forhold til, hvad de må.
Men er du en hård kvinde at arbejde med?
- Jeg er nok ikke den nemmeste, nej - jeg stiller nok alt for mange mærkelige spørgsmål.
Og samtidig anerkender den mangeårige leder af Realen, at hun burde have været opmærksom på de regler fra kommunen - som stedet er underlagt - der gør, at de ikke kan vækste yderligere.
Men ifølge hende skal de laves om, hvis fremtiden skal på plads for Realen.
- Hushandlen skal laves om for Realen, hvis vi skal komme videre herfra - ellers kan vi ikke vækste.

Nye kræfter på vej
Erhvervsmanden Flemming Haahr, der er bosiddende på Fanø, er ærgerlig over udviklingen omkring Realen og påpeger, at der skal handles for at sikre stedets fremtid. Og måske han selv bliver en aktiv del af det.
- Det er for tidligt at sige, om jeg gør noget - men hvis man vil have min hjælp, er jeg positivt indstillet.
Han understreger, at han bakker Jeanett Exner op og mener, at det er hendes fortjeneste, at kulturhuset er der, hvor det er i dag.
Samtidig erkender Flemming Haahr, at de er nogle stykker, der har snakket sammen om projektet - og at han forventer, at flere vil stikke hovederne sammen i næste uge.
- Hvis det viser sig, at flere vil være bestyrelsesmedlemmer eller investorer, så er det en rigtig spændende case. Men det er med hjertet og ikke med tegnebogen, siger han.