Brandmyndighed: Brand i slumlejr ville koste chauffører livet

Hvis der var opstået brand i slumlejren hos Kurt Beier Transport A/S i Padborg, ville nogle af chaufførerne ikke kunne nå at slippe ud i live, siger brandmyndighed.

Det ville have kostet flere menneskers liv, hvis der var opstået brand i slumlejren hos Kurt Beier Transport A/S i Padborg. Og brandsikkerheden i lejren på virksomhedens erhvervsgrund var utilstrækkelig.

Det vurderer brandmyndighederne under torsdagens retsmøde ved Retten i Sønderborg i straffesagen imod Kurt Beier Transport A/S og fire tiltalte fra virksomhedens topledelse i oktober 2018. Det skriver Fagbladet 3F.

Virksomheden er blandt andet tiltalt for have overtrådt regler om brandsikkerhed og sikker flugtvej.

Da Syd- og Sønderjyllands Politi 30. oktober 2018 rykkede ud på aktion i slumlejren hos Kurt Beier Transport A/S i Padborg, var der også en repræsentant fra Brand & Redning Sønderjylland med for at vurdere, om de brandmæssige forhold i lejren var i orden. Han besigtigede containerne, hvor chaufførerne boede og overnattede, for at vurdere lovligheden.

Ikke alle ville slippe ud i live

Torsdag i retten forklarer brandeksperten, at der i lejren var plads til 32 chauffører i de fire containere, der stod placeret to og to.

- Hvis der var opstået brand, ville nogle af dem ikke kunne slippe ud i live, siger brandeksperten i vidneskranken.

Brand og Redning Sønderjylland har politianmeldt Kurt Beier Transport A/S for overtrædelse af brandværnsbestemmelserne.

Sådan stod containerne, hvor de udenlandske arbejdere var indkvarteret, placeret hos Kurt Beier A/S i Padborg.
Sådan stod containerne, hvor de udenlandske arbejdere var indkvarteret, placeret hos Kurt Beier A/S i Padborg.

Manglende skumslukkere og røgalarmer

Af torsdagens forklaringer fra vidner, der også omfatter en byggesagkyndig fra Aabenraa Kommune, fremgår det, at der blandt andet manglede skumslukkere og røgalarmer i lejren med de udenlandske chauffører. 

Desuden ville adgangsvejene gøre det særdeles vanskeligt for redningsfolkene at udføre deres arbejde, hvis der opstod brand. Blandt andet fordi containere var skjult bag lastvognanhængere, og der stod brændbare paller i vejen.

Der var heller ingen brand- og evakueringsinstruks.

Blokerede vinduer og ulovligt placerede gasflasker

- Vinduer var blokeret udefra i containerne, hvor der var soverum i hver ende og køkken i midten. Men der måtte ikke være køkkener, fordi de som flugtveje skal være fri og uden brandbare elementer, siger den brandsagkyndige i vidneskranken og fortsætter:

- Der stod gasflasker til kogepladerne, og de må under ingen omstændigheder forefindes på en flugtvej. Jeg kunne heller ikke se brandslukkere eller røgalarmer nogen steder.

En 45-årig tiltalt i sagen oplyste i sidste uge i retten, at Kurt Beier Transport A/S’ direktør, Karsten Beier, og en tidligere kollega havde stået for at opsætte containerne i lejren.

Det er Karsten Beier og hans søster, tiltalte Gitte Beier, der ejer erhvervsgrunden i Padborg, hvor chaufførerne var indkvarteret.

- Ansvaret for bygningerne i Padborg var i sidste ende mit. Meningen var, at vi ville udbygge faciliteterne, så pavillonerne kun skulle være midlertidige. De blev opstillet omkring 2015-2016 på min fars beslutning og fjernet 30. oktober 2018 på min beslutning. Umiddelbart efter at politiet havde været på besøg, sagde Karsten Beier i retten i sidste uge.

Der falder dom i sagen i august 2021.