3F vil hjælpe filippinske chauffører i job i Danmark

Fagforbundet vil afprøve, om påstået chaufførmangel er reel.

Når myndighederne er færdige med at undersøge, om 26 af Kurt Beier A/S’ filippinske og srilankanske chauffører har været genstand for menneskehandel, så står fagforbundet 3F klar med en hjælpende hånd til de p.t. arbejdsløse chauffører. Også selvom de ikke er medlemmer hos 3F. Det slår formanden for 3F i Aabenraa, Kim Brandt, fast overfor TV SYD.

- Det er af ren medmenneskelighed, vi agerer lige nu, siger Kim Brandt til TV SYD.

- Vi kan ikke lade dem stå alene i verden i et fremmed land langt væk hjemmefra. Det er vigtigt, der er nogen, der hjælper dem videre – også nu hvor frontlyset er ved at forsvinde – så de kan komme videre i deres liv, siger Kim Brandt.

Hjælpen er dog ikke helt uegennyttig. Den er i praksis også en slags test af om vognmændene virkelig mangler chauffører – eller om de bare mangler billige chauffører.

- Hvis det kan lykkes os at finde arbejde til dem hos vognmænd i Danmark, så bliver det naturligvis til danske løn- og arbejdsvilkår. Vi kan ikke gå ud og lave discountoverenskomster på nogen som helst måde, så det er danske vilkår, vi snakker om, siger formand Kim Brandt til TV SYD.

quote

Branchen siger hele tiden, der mangler chauffører. Nu har vi nogen her, de kan ansætte. Er det så i bund og grund det, de vil, eller er det lavere lønninger, de vil have?

Kim Brandt, formand, 3F, Aabenraa.

- Branchen siger hele tiden, der mangler chauffører. Nu har vi nogen her, de kan ansætte. Er det så i bund og grund det, de vil, eller er det lavere lønninger, de vil have? Så må de jo stå til ansvar for deres egne udsagn, siger Kim Brandt.

Trussel mod velfærdssamfundet

Kim Brandt bakkes op af 3F’s forbundsformand, Per Christensen, som dog slår fast, at ledige danske chauffører bør ansættes først. Per Christensen ser strømmen af billig asiatisk arbejdskraft som en trussel mod både den danske model og velfærdssamfundet:

- Billig arbejdskraft kræver jo, at vi alle sammen er indstillet på at gå ned i løn. Du og jeg skal gå ned i løn, hvis det er tilfældet. Så kan vi ikke betale den skat, der skal til, for at vores børn kan gå i skole, til hospitalsvæsnet, og jeg kunne blive ved. Hvis der reelt mangler arbejdskraft i nogle brancher, og folk kommer udefra for at besætte de ledige stillinger, så vil jeg blot have, at de arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår, så vores konkurrence er lige, og så arbejdsgivernes konkurrenceforhold er lige. Det må være et vilkår i et velfærdssamfund, siger Per Christensen til TV SYD.