Nu er lejr med udenlandske chauffører tømt

Lastbilchauffører har boet under kummerlige forhold i lejr i Padborg, mener 3F. Nu er de væk.

Filippinske lastbilchauffører har ifølge Fagbladet 3F boet under tvivlsomme forhold i en lejr nær Padborg.

Men nu er lejren blevet ryddet. Og det skete formentlig allerede mandag, da historien begyndte at køre i flere medier.

Da TV SYD besøgte området mandag eftermiddag var der ingen mennesker at se ved de anhængere med gule presenninger, hvor chaufførerne ifølge Fagbladet 3F har boet.

- I dag er der pænt ryddet op derovre, og der er ikke noget spor af mennesker derovre, siger brancheformand for transport i 3F Aabenraa, Jørgen Christensen, som tirsdag morgen har været på området.

- Men vi har før set, at der bliver ryddet op, når der er blevet raslet med sablen.

Ifølge TV SYD's oplysninger er både politi og brandvæsen tirsdag formiddag til stede i det område, hvor lejren har ligget. Samtidig er 26 udenlandske chauffører frivilligt taget med på stationen for at afgive forklaring om deres forhold i forbindelse med deres ophold i Danmark, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fagbladet 3F har afsløret, at filippinske chauffører har boet under kummerlige forhold i Padborg. Dette vasketøj var det eneste tegn på beboelse i transportområdet, da TV SYD besøgte det mandag eftermiddag.
Fagbladet 3F har afsløret, at filippinske chauffører har boet under kummerlige forhold i Padborg. Dette vasketøj var det eneste tegn på beboelse i transportområdet, da TV SYD besøgte det mandag eftermiddag.
Foto: Claes Adel, TV SYD

- De har boet under kummerlige forhold

Chaufførerne er ansat i et polsk datterselskab til vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport, som ejer den plads, hvor lejren har ligget. 

Fagbladet 3F vurderer, at der har været op mod 200 chauffører i lejren, og mener, at forholdene for dem har været kritisable.

- De har boet under kummerlige forhold. Det er en trailer med en presenning op over, og så har de en skummadras liggende i bunden af traileren, siger Jørgen Christensen.

- Det er forfærdeligt i det her kolde vejr, vi har haft på det seneste. Det er ikke forhold, jeg ville byde min værste fjende.

Chaufførerne har ifølge Fagbladet 3F tjent 15 kroner i timen og kørt transporter rundt i Europa og Danmark på alle tidspunkter af døgnet på 18-timers vagter.

Direktør: Alle kan tage hjem

Hos Kurt Beier Transport afviser direktør Karsten Beier, at forholdene skulle være kritisable. Han siger, at firmaet lever op til alle love og regler.

- De har et sted at sove, og vi giver dem kost og logi. Jeg har ikke nogen, der kommer til mig og siger, at de ikke vil være her. Alle kan tage hjem, som de vil, hvis de ikke vil arbejde for os, har han sagt til Fagbladet 3F.

TV SYD har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karsten Beier.

Ved du noget om sagen? Tip TV SYD's redaktion på tvsyd@tvsyd.dk.

Derfor kører filippinske chauffører i Danmark

  • De seneste år har transportbranchen kigget ud af EU for at finde chauffører. Det er ifølge branchen selv, fordi der er mangel på chauffører. Fagforeninger mener, at det er lønpres. 
  • I dag er reglerne sådan, at vognmænd kan hyre chauffører fra lande uden for EU, hvis de ikke kan finde ledige hænder inden for landets grænser.
  • I 2017 blev der givet tilladelse til 108.332 chauffører fra lande uden for EU - herunder Filippinerne. Det er 31 procent flere end i 2016. 
  • Litauen og Polen er de lande, der inviterer klart flest chauffører til EU. Sidste år var der 62.192 alene fra Polen. 
  • Danske selskaber kan derfor oprette et datterselskab i for eksempel Polen og ansætte sine chauffører derfra. 
  • Når en chauffør har fået grønt lys til at køre i et EU-land, kan vedkommende køre i hele Europa. 
  • Ifølge EU-reglerne er det tilladt for udenlandske lastbiler at køre med varer - såkaldt cabotagekørsel - internt i andre EU-lande i forbindelse med internationale transporter. 
  • Der er dog visse begrænsninger, men chaufførerne kan for eksempel tage tre ture i Danmark, en tur ud af Danmark og derefter tre ture igen. 

 

Kilder: Ugebrevet A4 og Investigate Europe

 

/ritzau/