- Deres Majestæt, hele Sydslesvig glæder sig til besøget i næste uge, endda i fire fulde dage. Det er et usædvanligt langt besøg. Dronningen har igennem årene løbende været i Sydslesvig. Det var i 1978, kongeskibet sidst lagde til kaj i Flensborg. Og så har vi 100-året for 1920 lige om hjørnet. Hvor vigtigt er det for Dronningen at komme nu og gøre så meget ud af det?
- Jeg synes, det er meget væsentligt at komme netop nu op til 2020. Det er et mærke-år, og jeg vil gerne understrege den sammenhæng, der er mellem sydslesvigerne og Danmark for i forbindelse med fejringen i resten af Danmark at gøre opmærksom på, at danskerne slutter altså ikke ved grænsen. Der er på den anden side også folk, der føler sig dybt knyttet til Danmark, og som bruger og kan sproget.
- Af programmet fremgår, at Deres Majestæt besøger de ældste i mindretallet faktisk før den traditionelle modtagelse på rådhuset i Flensborg. Dronningen besøger Dansk Alderdomshjem før alt andet. Hvad skyldes det?
- For mig er det absolut meget væsentligt at besøge alderdomshjemmet. Det er folk, som har oplevet meget. Mange af dem er på min alder, men der er jo dem, der er ældre også. De har oplevet endnu mere.
Ikke gratis at være dansk sydslesviger
- Kan man sige, at det også lidt er en anerkendelse af, at der er nogen, der har skullet kæmpe for deres danskhed i en anden tid?
- Bestemt. I allerhøjeste grad. Det var bestemt ikke gratis at være dansk sydslesviger i 30'erne. Det tror jeg ikke, det var.
- Nu vi er tilbage i tiden. Sydslesvig-spørgsmålet fyldte jo meget umiddelbart efter anden verdenskrig. Folketingsvalget i 1947 er gået over i historien som Sydslesvig-valget, diskussionen om man fra dansk side skulle genåbne diskussionen om Flensborg og Sydslesvigs tilhørsforhold. Jeg har læst mig til, at Dronningen godt kan huske episoder fra den tid?
- Jeg husker den tid meget godt. Men jeg kan ikke huske diskussionerne om Sydslesvig. De nåede ikke frem til børneværelset.
- Men besættelsestiden?
- Det husker jeg selvfølgelig, men det var jo fra København. Jeg husker meget, meget tydeligt, da vi kom tilbage til Gråsten i 45, hvor vidunderligt det var at være tilbage i Sønderjylland og Gråsten først og fremmest.
Grænsen skilte os ad dengang
- Men det danske mindretal var vel først noget, jeg for alvor forstod eksisterede og betød noget, da jeg kom i skole i Zahles Skole, og vores rektor var fra Sønderjylland. Der blev ikke lagt skjul på, hvad Sønderjylland var, eller hvad det slesvigske spørgsmål var. Vi fik fortalt om Sønderjyllands historie, og at der var et mindretal syd for grænsen, så det blev man opmærksom på.
- Kan Deres Majestæt erindre fra skoletiden, hvordan Dronningen følte omkring det her grænsespørgsmål?
- Vi, der var de første skolebørn efter besættelsen, følte nok så meget, at det var grænsen mellem Danmark og Tyskland. Sidenhen blev vi opmærksomme på, at det var en grænse med dansksindede på den anden side. Ligesom der også var tysksindede nord for grænsen. Men det kom kun langsomt frem.
- Så det var dengang klart en grænse, der adskilte?
- Det var det. Jeg kan huske, når vi kørte tur langs Flensborg Fjord, og man så over på den anden side på skovene, at de var temmelig voldsomt forhuggede. Og dermed så vi, at det var et fremmed land. Det varede som sagt nogen tid, før vi vidste, at det i allerhøjeste grad var en del af vores egen historie.
Sydslesvig og nytårshilsenen
- Deres Majestæt har i hele Dronningens regenttid fastholdt i nytårstalen - udover Grønland og Færøerne, der er en del af Rigsfællesskabet, også at nævne Sydslesvig hvert år. Det er vi nogle syd for grænsen, der lytter særlig meget efter.
- Jamen, det synes jeg simpelthen hører med. Det vil jeg gerne. Jeg vil jo også samtidig gerne sende hilsener til danskere eller folk af dansk afstamning andre steder i verden. Det er dog klart, at Sydslesvig spiller en rolle. Jeg husker så tydeligt, at min far altid gjorde det i sine taler, og det forekommer mig helt naturligt at gøre det samme. Det, synes jeg, man skal gøre, for den nytårstale indeholder jo en hilsen til alle danskere og dansksindede. Det, synes jeg, hører med.
- Så det kommer til at fortsætte?
- Ja, det kan jeg ikke forestille mig andet.
- Med hensyn til Dronningens personlige relation til Sydslesvig. Deres Majestæt fortalte lige om skoletiden, kan man også sige, at det er i forbindelse med opholdene i Gråsten, at det her Sydslesvig og grænseland skridt for skridt bliver mere tydeligt for Deres Majestæt?
- Det er det vel også blevet. Vi tilbragte jo alle somrene på Gråsten som børn, og jeg kommer der jo stadigvæk, og jeg elsker det hjørne af verden som noget helt særligt. Men jeg må indrømme, at jeg kender Slesvig syd for grænsen meget, meget lidt i forhold til, hvordan jeg kender Sønderjylland.
- Jeg håber, folk bliver ved med at forstå, hvad Sydslesvig er
- Nu har vi heldigvis mellem dansk og tysk haft årtier med fred og fordragelighed. Man kan måske næsten tale om en succeshistorie i udsoningen mellem Danmark og Tyskland. Til gengæld har det haft den "omkostning" set fra Sydslesvig, at den viden, gennemsnitsdanskeren i dag har om Sydslesvig, er relativt begrænset. Hvordan ser Dronningen den udvikling?
- Det er jeg faktisk ked af. Det er vel nok også en af grundene til, at jeg ikke undlader at hilse i nytårstalen. Så kan folk da i det mindste få dét at høre. Jeg håber meget, at folk bliver ved med at forstå, hvad Sydslesvig er. Det er jo grusomt længe siden, jeg gik i skole, så tiderne har forandret sig, og folk er mindre bevidste om situationen i Sydslesvig.
- Man har jo sommetider ligefrem sat lidt spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig kunne være sandt. Det ved jeg udmærket, at der findes en danskhed i Sydslesvig, som er stærk og konstant og går over alle generationer. Det kan man jo også se af, at der har været mening i at oprette en ny stor skole for nogle år siden, A.P. Møller Skolen i Slesvig. Der er stadig en stærk forbindelse.
- Det danske mindretal har det jo som en naturlov dagligt at skulle minde sig om at fastholde det danske i en ellers tysk hverdag. Identitetsdiskussioner dem har vi godt nok mange af i Sydslesvig. Men det er jo også kommet meget op i Danmark. Dronningen har selv nævnt det i flere nytårstaler. Hvad er egentlig danskhed for Deres Majestæt, og hvorfor er det så vigtigt at tale om det?
- Jeg synes jo stadigvæk, at det enkelte land har en særlig historie, og den enkelte landsdel har en historie, og det er værd at holde fast i, hvad den historie går ud på. At vide noget, det, synes jeg, er vigtigt, og jeg regner med, at 2020 er en glimrende mulighed for at få fat i hele den side af vores historie i det øvrige Danmark langt fra Sønderjylland og grænsen.
- Det er jo klart, at det er en særlig verden at leve med en dobbelt nationalitet i den forstand, at man rent faktisk er statsborger i ét land, men har en stor del af sin kultur og vel også sit hjerte, der hører sammen med et andet land. Jeg vil ikke sige "hører til i" et andet land, men "hører sammen med" et andet land.
Dronningefamiliens mange nationaliteter
- Hvis jeg må spørge til Dronningens egen familie, så er der jo mange forskellige nationaliteter gennem tiden, også dansk-tyske relationer. Dronningens søster Benedikte var gift med Prins Richard og Kong Christian den 10. var gift med Dronning Alexandrine fra Schwerin i Mecklenburg. Aktuelt er der svigerdøtre fra Australien og Frankrig. Hvad synes Deres Majestæt, man som familie bør gøre, hvis man ønsker at være en del af et andet samfund?
- Det, man jo gør, er, at man sørger for at lære det sprog at kende, som man flytter til. Min søster taler jo aldeles udmærket tysk, kan jeg se på det hele og er fuldkommen flydende på begge sprog. Og min yngste søster, som jo giftede sig i Grækenland og nu igen bor i Grækenland, taler jo aldeles glimrende græsk. Min mor kom fra Sverige, og hun var fuldt besluttet på, at hun skulle og ville lære dansk. Og hun lærte jo også dansk, som med årene blev nærmest accentfri. Jeg husker min farmor, Dronning Alexandrine, som talte et ganske flydende dansk med en lille blødhed i mælet, som ikke er det typisk danske.
- Og i forhold til det danske mindretal i Sydslesvig, hvor der jo kommer mange nye løbende ind og kommer fra en tysk kulturkreds, gælder det så også der at tage det danske sprog til sig? For det er jo et af de dilemmaer, de står i?
- Nu tænker De på de tilfælde, hvor den ene part af et ægtepar hører til det danske mindretal og den anden ikke gør, og hvad sker der så.
- Præcis.
- Det er vel mest af alt et spørgsmål om karakterstyrke mellem de to.
- Hvem der vinder?
- Hvem der så at sige vinder. Eller om man kan tilegne sig begge dele, så man kommer til at føle sig hjemmehørende i begge sider af kulturen.
En ekstra ingrediens i kagedejen
- Det leder videre til det næste spørgsmål. For noget af det, vi altid diskuterer i det danske mindretal, er, hvornår man er dansk nok. Hvor lidt eller hvor meget der skal til, for vi har jo denne her blandingskultur. Hvordan oplever Dronningen denne særlige blandingskultur, i og med Deres Majestæt oplever det i egen familie, om jeg så må sige?
- Jamen, det tilfører jo en ekstra ingrediens i kagedejen. At der kommer noget ind udefra end det, man selv står i. Jeg tror ikke rigtig, man kan sammenligne nogen, der kommer ind i et land og gerne vil tilegne sig det lands sprog, sådan som når det foregår inden for et andet land, at nogen skal finde sig tilpas med den anden parts sprog, som ikke er landets sprog. Jeg tænker på, hvis en længere sydfra kommer ind i en dansk mindretalsfamilie. Det er ikke helt det samme som at flytte til Danmark.
- Så der er nogle andre vilkår, der gør sig gældende i Sydslesvig?
- Jeg kan slet ikke forestille mig helt, hvordan det er. For det må være dem, der står i det, som ved, hvordan det føles, og hvordan detfungerer. Jeg gætter på, at det spiller en meget stor rolle, hvem der har det stærkeste ønske om, at det skal lykkes. De skal jo helst have det samme ønske. Det vil man jo altså helst have i et ethvert ægteskab.
Den sydslesvigske dobbelthed
- Og det her med tilhørsforholdet. Det danske mindretal er jo et sindelags-mindretal. Der er ikke nogen kontrol af, om man nu opfylder nogle kriterier. Tilbage i tiden var det meget nemt at erklære sig dansk og antitysk. I dag lever vi i en anden tid. Det er som de unge i mindretallet i dag godt tør sige, at de er både-og. At de ikke er enten dansk eller tysk. Har Deres Majestæt forståelse for den dobbelthed?
- Det, synes jeg, er meget fint. Det, som vel spiller en stor rolle for mindretallet som helhed, det er vel, at de vedkender sig deres dansk-slesvigske rødder. Hvad de så lægger yderligere i, at de bor i Tyskland, det må ligesom blive hver især deres egen sag. Det er et særkende, hvis man kommer fra en af de slægter, der føler deres danske tilknytning, at man kan holde det vedlige.
- Det er vel også derfor, man fra dansk side gør en hel del for, at det kan leve videre. Ikke fordi man vil kræve folk tilbage eller kræve folk ind i det danske samfund. Men fordi man vil respektere den dobbelthed, der er ved, at folk bor i ét land, men har deres dybe rødder i et andet og hører til der på mange måder.
- Det skal ikke handle om mindretal det hele. Dronningen besøger også Jysk og Danfoss i Flensborg, to store aktører på det tyske marked. Vi gør det jo allerede godt med vores samhandel med Tyskland. Kunne Dronningen have et håb om, at vi yderligere kom i gang med samhandlen og med samlivet med Tyskland i det hele taget?
- Det tror jeg, de fleste forretningsfolk vil sige, ville være glimrende. Det kan man jo ikke være ked af, men Tyskland er jo allerede i dag en meget vigtig handelspartner. Så det er da noget.
- Det er for dårligt
- Jeg kunne finde på at spørge på en anden måde. Flensborg Avis havde for nogle uger siden historien om, hvor få der vil læse noget med tysk. Kun 46 i alt på universiteterne i København og Aarhus. Både portugisisk og kinesisk har flere studerende end det sprog, der ligger lige rundt om hjørnet.
- Jamen for at sige det på jysk: Det er for dårligt. Det er virkelig synd, men jeg ved delvis godt hvorfor. Da jeg gik i skole, og endnu en hel del år efter den tid, fik vi jo en masse tysk. Vi skulle have tysk, og vi skulle have ret meget tysk i skolen. Nu er tysk ikke noget særlig nemt sprog at lære. For der er en masse grammatik, og den blev så terpet ind i hovedet på os. Det var selvfølgelig ikke noget, vi synes var særlig sjovt. Men resultatet blev jo, at der stadigvæk sidder noget tilbage her og der inde mellem ørerne.
- Men de (unge i dag, red.) får ikke så meget tysk mere. Det, at de kan vælge det fra er måske årsagen, men det er altså sådan, at skolesystemet er strikket sammen nu om stunder. Men måske det ændrer sig igen en dag. Så længe vi kun havde én fjernsynskanal i Danmark, så var der jo visse hjørner af landet, hvor folk så dansk og tysk fjernsyn, og dér kunne de faktisk meget mere tysk end det, de lærte i skolerne.
- Men det er jo også ærgerligt for mig at se, at danskere og svenskere har sværere ved at forstå hinanden i dag, end da jeg var ung. Ligesådan er det indimellem vanskeligt med nordmænd, som slet ikke skulle være vanskeligt. Og det er, fordi vi har mindre af det i skolen. Vi lærte både svensk og norsk, da jeg gik i skole både i folkeskolen og i gymnasiet. Og det samme gjaldt for tysk.
- Vi fik tysk i 7. klasse, kan jeg huske. Det var ganske stramt at skulle igennem og finde ud af. Jeg havde en god lærer i barneskolen. Hun var ganske striks, men vi lærte noget. Og så fik vi sidenhen en fantastisk og dygtig lærer i gymnasiet. Han var i øvrigt sønderjyde, han var fra Rømø. Det var i øvrigt meget typisk dengang: Han var så gammel, at han havde haft skolegang i den tyske tid, men ikke desto mindre var han lektor i tysk. Så der var ikke noget dér.
- Mere tysk, tak
- Så jeg hører Deres Majestæt sige, at det ville være en fordel, hvis vi genopfandt lidt mere kærlighed til at lære noget mere tysk?
- Jeg synes, det ville være vældig godt, hvis vi virkelig bare skulle lære noget mere tysk, fordi så ville det jo være nemmere at finde ud af det. For det er ikke noget nemt sprog at lære, som jeg husker det i hvert fald. Jeg har det held ligesom min søster, at jeg har meget nemt ved at udtale ordene, men du godeste hvis jeg skal prøve at få kasus til at passe deroppe i hovedet ... (dronningen griner, red.)
- Med mit kendskab til tyskere, så bærer de over med, hvis man klokker lidt i det med hensyn til dativ eller akkusativ. Det tager de afslappet. Mit sidste spørgsmål: Der var jo engang, det er ved at være længe siden, at det bedre borgerskab i hvert fald i København faktisk kunne læse og forstå og måske også tale tysk mere end det engelske i sin tid. Og man kan jo sige, at det dansk-tyske grænseland er både smeltet utroligt meget sammen, og så har vi bestemt også stadig vore kulturforskelle. Hvis Dronningen skulle kigge en generation frem, fortsætter denne tilnærmelse så, eller vil denne fokusering på national identitet bremse?
- Det er jo svært at vide, hvordan kommende generationer vil reagere på den historie, vi har. Forståelsen hen over grænsen den regner jeg med vil bestå. Den skal bestå. Man skal også vide, hvor der er hvad. Vi kan jo godt både se og høre forskel på dansk og svensk, selv om der kun er en smule vand mellem København og Malmø. Og det er der jo ikke nogen, der får ondt af. Derfor synes jeg også, det er fint, at der er en forskel mellem denne og den anden side af Flensborg Fjord.
- Deres Majestæt - tusind tak - vi glæder os til besøget.
- Ja, det gør jeg i allerhøjeste grad også. Jeg glæder mig rigtig meget til det.
Interviewet bringes i samarbejde med Flensborg Avis som optakt til regentens officielle besøg i grænselandet. Se hele interviewet på Flensborg Avis' her.
