Brand i kommende bosted for flygtninge

Brandvæsenet i Flensborg blev natten til fredag kaldt ud til en brand i en boligblok, der er blevet udset til at huse flygtninge.

Brandvæsenet blev natten til fredag kaldt ud til Travestrasse 28 i bydelen Fruerlund i Flensborg. Stuelejligheden nåede at brænde ud, før brandvæsenet fik kontrol med flammerne. Det oplyser Polizeidirektion Flensburg i en pressemeddelelse.

Naboerne hørte et højt brag, og så flammer stå ud af vinduerne. Herefter blev brandvæsenet tilkaldt.

Ejendommen står lige nu tom, men skal huse 48 flygtninge i de kommende dage. For tre dage siden blev det ved et borgermøde i Flensborg offentliggjort, at ejendommen skal huse flygtninge.

- Politiet er lige nu i gang med at undersøge årsagen til branden, og vi er meget interesserede i at få opklaret branden hurtigst muligt. Vi vil blive meget kede af at høre, at den skulle være påsat, siger Clemens Teschendorff, der er pressetalsmand for Flensborg by, til TV SYD.

Politiet i Flensborg arbejder ud fra en formodning om, at branden er påsat, og de efterlyser vidner. Der afholdes pressemøde med en talsmand for delstaten, Flensborg og politiet senere i dag.

Flensborg modtager lige nu et sted mellem 30 og 50 flygtninge hver uge.

Brand i hus udset til asylboliger i Flensborg.