Syrisk kiosk udsat for racistisk hærværk

”Nej til muslimer i Brøns” er et af de budskaber, der er blevet spraymalet på vinduerne på en kiosk, der har en syrisk ejer. Brøns i oprør.

Tutti Market i Brøns nær Ribe har været udsat for hærværk.

Kiosken drives af en syrer, der åbnede butikken i april.

Hærværket er begået med spraymaling, hvor nogle har skrevet budskaberne ”Gå hjem”, ”Nej til muslimer i Brøns” og følgende to med stavefejl: ”Fuck flytninge” og ”Nej til flytninge”.

Hærværket har vakt forargelse i den lille by.

På Facebookgruppen ”BRØNS – Gang i byen” er hændelsen kommenteret flittigt:

”Hvor er det lavt at angribe en flittig ung mand på sin tro - blot fordi han har en lille butik.
Alle kan jo mene hvad de vil, men hvorfor ikke stå ved hvad man mener og gøre det i offentligheden. Hvorfor i nattens mulm og mørke angribe nogen der arbejder hårdt??”, skriver således Karin.

”Jeg blev så ked af det, og flov over at det forekommer i vores by”, skriver Allan Henriksen.

Og Vibeke Eis: ”Vi har religionsfrihed i dette land. Fedt at I støtter ham i Brøns.... Forkasteligt at nogen opfører sig sådan overfor en flink, ung mand der arbejder hårdt..... Godt gået...”.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Mere i TV SYD i aften.