Kendt komiker til syd- og sønderjyderne: Guffe dæmme nok, tag nu til Bornholm

Hvad har ministeren, borgmesteren, lobbyisten, komikeren og den helt almindelige borger fået ud af årets Folkemøde på Bornholm? Få svaret her.

Der er blevet debatteret. Der er blevet netværket. Og der er blevet festet.

Årets politiske festival på Bornholm sluttede for få timer siden efter fire dage med arrangementer i de 300 telte, som foreninger, interesseorganisationer, politiske partier, medier og spisesteder havde sat op og indrettet til lejligheden.

Og skulle du være i tvivl om, hvorvidt Folkemødet er turen østpå værd, har komiker Andreas Bo Pedersen denne opfordring:

- Til alle syd- og sønderjyder vil jeg sige: Guffe dæmme nok, tag nu for fanden herover. Det er en fantastisk oplevelse, siger han til TV SYD’s reporter og indrømmer:

- Det er det eneste udtryk på sønderjysk, jeg kender og engang har lært at sige, men jeg ved ikke, hvad det betyder.

- Der går fadøl og pomfritter i den, og det gør ikke en skid

For Andreas Bo Pedersen, der især er kendt fra Cirkusrevyen og for sine mange parodier i 'Live fra Bremen' på TV 2, er Folkemødet en hyldest til demokratiet.

- Der går fadøl og pomfritter i den, og det gør ikke en skid. Man kan sidde virkelig trygt og sove til nogle arrangementer, hvor der bliver debatteret noget om pesticider, som man simpelthen ikke aner, hvad er. Men man har deltaget. Det er lidt ligesom at stemme: Man må gerne stemme blankt, man skal bare være med, siger han.

Andreas Bo Pedersen er langt fra den eneste, TV SYD har mødt på gaden i Allinge. I videoen øverst i artiklen gør en række kendte og mindre kendte ansigter med tilknytning til det syd- og sønderjyske status over Folkemødet.

Rekordmange besøgende

Folkemødet satte i år ny rekord for antal besøgende. Allerede lørdag rundede politikfestivalen den magiske grænse på 100.000 besøgende. 

Det glæder direktør Mads Akselbo Holm.

- Det her er et udtryk for, at det, vi laver i Allinge i uge 24, vil rigtig mange mennesker gerne være en del af. Der var en artikel for nylig, som viste, at hver fjerde dansker mener, at Folkemødet vedkommer dem, siger han til Ritzau.

- Vi må konstatere, at vi har fat i noget helt fantastisk, som vi med rettidig omhu og fokus på kvalitet frem for kvantitet har mulighed for at tage endnu større og bedre steder hen over over de kommende år. Det glæder vi os til.