På partifælles opfordring bliver nyt folketingsmedlem boende i Sydjylland

På opfordring fra tidligere transportminister Benny Engelbrecht bliver Socialdemokratiets nye folketingsmedlem i Sydjyllands Storkreds Kris Jensen Skriver boende i landsdelen.

I sit hus i Grindsted sidder Kris Jensen Skriver i hjemmebaren onsdag aften og fejrer, at det få timer forinden er blevet en realitet, at han kan veksle sit kandidatur til folketinget til en plads på Christiansborg. 

Og selvom arbejdet som folkeskolelærer nu skal skiftes ud med en arbejdsplads i København, så har Kris Jensen Skriver ingen intentioner om at flytte væk fra Grindsted.

- Jeg er valgt i Vejenkredsen, der jo består af Billund Kommune og Vejen Kommune, og her bliver jeg boende, fordi det er vigtigt for mig, at jeg er det lokale talerør og ved, hvad der rører sig i området, siger Kris Jensen Skriver. 

Kris Jensen Skriver fik 3.723 personlige stemmer og tager dermed Socialdemokratiets sjette og sidste mandat i Sydjyllands Storkreds. 

3.723 personlige stemmer var lige akkurat nok til at til at sikre Kris Jensen Skriver det sjette og sidste Socialdemokratiske mandat i Sydjylland.
3.723 personlige stemmer var lige akkurat nok til at til at sikre Kris Jensen Skriver det sjette og sidste Socialdemokratiske mandat i Sydjylland.

"Det bliver hårdt, men bliv boende"

Det er ikke til at vide, om Kris Jensen Skriver på noget tidspunkt har været i tvivl om, hvorvidt han skulle flytte, når nu han er blevet valgt ind i Folketinget. 

Men hvis han har været i tvivl, så var han det næppe efter TV SYD's valgcafé onsdag, hvor partifælle og tidligere transportminister Benny Engelbrecht (S) i klare vendinger gav ham et råd med på vejen. 

- Det bliver hårdt, men bliv boende. Bliv boende, hvor du bor, for det er det stærkeste, du har, at kunne bringe Sydjylland og Vejenkredsen med ind på Christiansborg, siger Benny Engelbrecht og fortsætter: 

- At du går ned og handler i brugsen, at du en del af idræts- og kulturlivet, alle de her ting, som du er så god til, det skal du blive ved med. Det er pokkers hårdt, og det koster også nogle gange på privatlivet, men du skal blive ved, for det er det bedste, du kan gøre. 

Benny Engelbrecht brugte noget af tiden til TV SYD's valgcafé onsdag på at fortælle Kris Jensen Skriver, hvor vigtigt det er som folketingsmedlem at blive boende i det område, man er valgt ind.
Benny Engelbrecht brugte noget af tiden til TV SYD's valgcafé onsdag på at fortælle Kris Jensen Skriver, hvor vigtigt det er som folketingsmedlem at blive boende i det område, man er valgt ind.

Nyt liv starter torsdag

Først onsdag eftermiddag, da alle de personlige stemmer var talt op, stod det klart for Kris Jensen Skriver, at han var blevet valgt ind i Folketinget. 

Allerede torsdag morgen - altså under et døgn senere - starter et nærmest helt nyt liv for den gæve sydjyde, der indtil nu har arbejdet som folkeskolelærer i Grindsted. 

- Jeg har været utrolig glad for mit arbejde som lærer, men jeg ser også frem til at prøve noget nyt, det tror jeg på er sundt, siger Kris Jensen Skriver og fortsætter:

- Jeg har haft en drøm om at komme i Folketinget i rigtig mange år, og den glæder jeg mig til at kunne indfri nu. Det bliver et helt nyt liv for mig og en virkelig stor omvæltning, men jeg ser frem til det. 

Som noget af det første, når Kris Jensen Skriver møder ind til sin første dag på Christiansborg denne torsdag, skal han mødes med de andre nye medlemmer til en introduktion af livet som folketingspolitiker på Christiansborg.