Tysk mindretal i valgfokus: Fik besøg af statsministerkandidat

Ambitionerne var store og emnerne mange, da formanden for det tyske mindretal i Danmark fredag fik besøg af en flok Venstre-kandidater ført an af formand og statsministerkandidat Jakob-Ellemann Jensen.

Blandt det tyske mindretal i Danmark er de fleste danske statsborgere og kan derfor stemme til folketingsvalget.

Af samme grund var flere af Venstres folketingskandidater sammen med statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen på besøg hos formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger, Hinrich Jürgensen.

- Vi ved alle, at det også er en enestående mulighed for også at komme med nogle ting, og så er politikerne jo somme tider lidt mere rundhåndede, når der er valgkamp, siger han.

Formanden oplever, at mindretallets skoler og gymnasier ikke får det tilskud fra staten, som man er blevet lovet.
Formanden oplever, at mindretallets skoler og gymnasier ikke får det tilskud fra staten, som man er blevet lovet.

Grænsekontrol, grøn energi og ligestilling på skoleområdet

Hinrich Jürgensen kom med budskaber om mere intelligent grænsekontrol, grøn energi og ikke mindst ligestilling på skoleområdet, hvor formanden oplever, at mindretallets skoler og gymnasier ikke får det tilskud fra staten, som man er blevet lovet.

- Det kan ikke være sådan, at vores forældre skal betale mere end andre, siger han og fortsætter:

- Vi er jo et spejlbillede af flertalsbefolkningen, og det må ikke være sådan, at mindretallet kun er dem, der har råd.

Mødet gjorde også Venstres statsministerkandidat klogere, og han tilkendegiver, at der skal gøres noget ved problematikkerne.

- Der nogle helt konkrete ting både omkring de grænsehindringer, der er med den fysiske grænse, hvor vi jo kender til problematikkerne med mange mennesker, der holder i kø, som vi mener, der kan gøres smartere, siger Jakob Ellemann-Jensen (V) og fortsætter:

- Er der nogle måder, hvorpå vi kan understøtte uddannelsessystemet, så man også har plads til de frie skoler, også når det handler om mindretallet. For det er vigtigt, at man kan bevare sin kultur, når det foregår på den fantastiske måde, som det gør her i grænselandet.

Nu håber Bund Deutscher Nordschleswiger, der repræsenterer det tyske mindretal i Danmark, bare, at der er kommer handling bag ordene. 

- Kimen er lagt i dag, hvor de i hvert fald har nikket genkendende til de udfordringer, der er, og de har også sagt, at de vil tage dem med og gøre noget ved det, siger Hinrich Jürgensen.