18-årig kæmper for en plads i Folketinget

Hvis Isabella Arendt Laursen bliver valgt ind i Folketinget 15. september, bliver hun den yngste nogensinde.

Selvom hun endnu ikke selv har prøvet at sætte kryds på en stemmeseddel til Folketinget, er den kun 18-årige Isabella Arendt Laursen klar til at indtage en plads ved siden af de garvede politikere på Christiansborg.

Yngste kandidat nogensinde

Den unge kristendemokrat stiller nemlig op til Folketinget ved det forestående valg - som den yngste kandidat nogensinde.

- Jeg har meget svært ved bare at være ligeglad, siger Isabella Arendt Laursen, der trods sin unge alder har været involveret i politiske foreninger og partier i godt fem år.

Går i 3. g

Og selvom den 18-årige politikerspirer endnu ikke afsluttet 3.g på Fredericia Gymnasium, føler hun sig alligevel klar til at tage kampen op mod de store profiler.

- Jeg kan tilføre det, de andre ikke kan. Jeg er ikke mærket af hverdagen på Christiansborg, og jeg ved ikke, hvad vi "plejer" at gøre.
Jeg kan komme med et nyt syn og et nyt alternativ, siger hun og tilføjer:

- Samtidig skal vi have nogle unge i Folketinget. Det er vigtigt, at befolkningen er repræsenteret bredt, og derfor er det vigtigt, at der både er nogen, der ved, hvordan det er at være 60, og nogen der ved, hvordan det er at være 18.

Op ad bakke

Det ser dog noget nær umuligt ud for den unge kristendemokrat. Partiet står nemlig kun til at få knap en procent af stemmerne i de seneste meningsmålinger - og er dermed ikke over spærregrænsen.

- Det er op ad bakke, men jeg tror på, at der er andre, der er lige så trætte af bureaukrati, centralisering og økonomiske kampe, som jeg er, siger Isabella Arendt Laursen, der dog ikke kommer til at kede sig, hvis hun ikke kommer ind.

- Selvom jeg holder fri fra skole, så skal jeg stadig nå det samme som de andre. Så jeg har fire afleveringer og en masse, der skal læses. Og under alle omstændigheder vil jeg have huen på til sommer, fastslår hun.

Isabella Arendt Laursen stiller op for Kristendemokraterne i Viborg.