21-årig mand død efter fald fra femmetervippe
Den 21-årige unge mand, der søndag eftermiddag var ude for en ulykke i Fredericia Svømmehal, er død.
Den 21-årige Magnus Magleby Rahbek afgik natten til torsdag ved døden, oplyser hans familie til Fredericia Dagblad.
Han skulle til at springe fra femmetervippen, da han pludselig fortrød, og i stedet greb fat i vippen. Det resulterede i, at han faldt ned på et betongulv, lød det søndag eftermiddag fra vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Dog har faren berettet til Fredericia Dagblad, at Magnus Rahbek var vant til at springe fra vippen, og at det var et hændeligt uheld.
Den unge mand fik alvorlige skader efter faldet, hvor han blandt andet fik blokeret sit luftrør.
Svømmehallens livreddere gav førstehjælp, hvorefter Magnus Magleby Rahbek blev fløjet til Odense Universitetshospital i kritisk tilstand.
Sydøstjyllands Politi meddelte ellers mandag, at den unge mand var uden for livsfare.