2500 får ti timer i Fredericia på sæsonens sidste besøg

Et af de helt store amerikanske krydstogtskibe anløber Fredericia på torsdag. 2.500 krydstogt-gæster besøger byen og egnen i ti timer.

Skibet, Serenade of the Seas, er sæsonens sidste anløb i Fredericia. De 2500 gæster og 891 besætningsmedlemmer bliver modtaget med musik og kanonsalut på kajen. Og byens butikker åbner en time tidligere for at servicere de mange gæster.

- Et skib af denne størrelse er lidt af en oplevelse for både store og små. Derfor opfordrer vi til, at man tager familien med og deltager i dagens aktiviteter i Fredericia, siger Strategic Sales Manager i ADP, Ole Haugsted Jørgensen.  Der vil være ekstraordinært meget gang i byen og meget at se på. Man kan eksempelvis opleve en udstilling af veteranbiler, musik, borgere i 1849-kostumer og ture med Madsby-toget.

 

Fakta om skibet

Skibet er ejet af verdens næststørste krydstogtselskab, Royal Caribbean Int. Med sin længde på 293 meter og en bredde på 32 meter er Serenade of the Seas ét af de største skibe, der anløber Fredericia i denne krydstogtsæson.

Serenade of the Seas ankommer torsdag den 4. august kl. 8:00 og lægger fra kaj igen kl. 18:00

Om Cruise Fredericia
Fredericia giver i kraft af sin centrale beliggenhed nem adgang til en lang række internationalt anerkendte attraktioner som f.eks. H. C. Andersens Odense, Egeskov Slot, LEGOLAND® samt tre UNESCO-attraktioner.

Med 350 meter krydstogtkaj, optimale besejlingsforhold og internationale faciliteter kan havnen tage imod selv de største krydstogtskibe.