56-årig udenfor livsfare – slap med brækkede ribben

Manden blev tirsdag middag bragt til Kolding Sygehus i kritisk tilstand efter en arbejdsulykke.

Arbejdsulykken skete på DSBs område ved Egumvej i Fredericia, hvor den 56-årige mand kørte på en gulvvaskemaskine. Den væltede og faldt ned i en grav på værkstedet, hvorved manden blev klemt under maskinen.

Han var derfor i kritisk tilstand ved ankomsten til hospitalet.

- Han er i bedring nu – og ikke længere i kritisk tilstand. Han er sluppet med nogle brækkede ribben, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Flemming Lau, til TV SYD.

quote

Han er i bedring nu – og ikke længere i kritisk tilstand. Han er sluppet med nogle brækkede ribben.

Flemming Lau, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Arbejdsulykken skete kort før klokken 12, og både brandbiler, akutlægebil og ambulance rykkede til stedet. Her blev den 56-årige hjulpet fri og kørt videre til traumecentret på Kolding Sygehus.

Men heldigvis var skaderne altså ikke så slemme som først antaget.

- Sådan kan det jo nogle gange se værre ud til at starte med end det i virkeligheden er. Det er jo heldigvis en positiv udvikling, slutter vagtchef Flemming Lau.